c20210406105117523_org
Furong Zhang (midten) og Xiao Lin (th) har sammen en 4-årig søn. I næsten et år gik han i dansk børnehave og var glad for det. - Nu spørger han hele tiden, hvornår han skal tilbage, siger parret. Foto: Joachim Rode/Fagbladet 3F

Svindel på beløbsordning: Kinesisk familie betalte 211.000 kroner til chef

7. apr 2021, 05:24
I et år boede en kinesisk familie med en dreng på fire år ovenpå et varelager i Herlev. De fortæller, at de aldrig havde fri, mens chefen kalder det uenigheder i familien.

På et lager i Herlev løb ordrerne i sommer ind til den kinesiske butik og webshop Chao Chao, og blev alle videresendt til et kinesisk par, der knoklede med at følge med.

Ifølge parret Furong Zhang og Xiao Lin arbejdede de op til 60 timer om ugen uden fridage, mens de i et år boede i et værelse ovenpå med deres fire-årige søn.

I dag føler de sig snydt og manipuleret af deres arbejdsgiver, og anklager ham for at have stjålet 211.408 kroner fra deres konti, som de siger arbejdsgiveren havde kontrollen over.

Det skriver Fagbladet 3F.

- Jeg har følt mig deprimeret og bekymret for, hvad der ville ske, hvis chefen blev utilfreds. Han fortalte mig uafladeligt, at barnet gik i børnehave her, at han havde givet mig et arbejde, et sted at bo, og at jeg skulle være taknemmelig for alt dette og arbejde uden pauser, siger kvinden Furong Zhang.

3F København mener, at der er tale om svindel på den såkaldte beløbsordning, som udlændinge uden for EU kan få arbejdstilladelse til Danmark igennem. På parrets vegne har 3F København derfor rejst krav på henholdsvis 206.848 kroner og 468.000 kroner og anmeldt sagen til politiet.

- Der er en fagretslig sag, hvor de skal have betalt for det, de reelt har arbejdet, og så er der en sag om bedrageri, som politiet må opklare, siger John Ekebjærg-Jakobsen, formand for 3F København.

Men ifølge arbejdsgiveren handler hele sagen om familie-uenigheder. Arbejdsgiveren er nemlig også manden Xiao Lins svoger.

Kvinden Furong Zhang fik arbejdstilladelse til Danmark i januar 2019 som ”import manager” hos firmaet Golden Era Limited, der driver Chao Chao. Det skete gennem beløbsordningen, der er skabt for at få højt specialiseret arbejdskraft til landet, og betingelsen var i 2019 en månedsløn på mindst 34.816 kroner.

I efteråret 2019 kom hendes mand, Xiao Lin, og barn til Danmark som medfølgende familie. Manden Xiao Lin fik arbejde på samme lager 15 timer om ugen til timeløn på 100 kroner, viser hans ansættelseskontrakt.

Men ifølge parret arbejdede hun reelt 60 timer hver uge, mens han arbejdede 45 timer – det var nemlig også hans opgave at bringe og hente deres fire-årige søn i børnehave hver morgen og eftermiddag, en tur der snildt kunne tage 2 timer om dagen.

På lageret pakkede de varer, og indimellem arbejdede Furong Zhang også i Chao Chaos butikker på Købmagergade og Nørrebrogade i København.

I udgangspunktet havde de ingen fridage, men efterhånden fik de forhandlet sig til én månedlig fridag, fortæller de.

- Jeg havde ikke tid til at gå med barnet ud og gå tur, så jeg følte, at tilværelsen var anstrengende og deprimerende, siger Furong Zhang.

Arbejdsgiveren havde samtidig deres Nem-ID og derfor kontrol med deres bankkonti, fortæller de. Undervejs forstod de, at der blev overført penge ud af deres konto.

Fagbladet 3F har tidligere afdækket, hvordan kinesiske kokke kommer til Danmark gennem beløbsordningen, men hvor de reelt arbejder mange timer alle ugens dage til en meget lav løn. Det sker også ofte gennem familienetværk.

Her er finten den samme som i dette tilfælde: Én får arbejdstilladelse til Danmark gennem beløbsordningen, hvorefter ægtefællen følger med og får arbejde på samme virksomhed på deltid.

Derefter bliver den officielle løn udbetalt til begge, ligesom der bliver betalt den rette skat – men reelt betaler ægteparrene store beløb tilbage til arbejdsgiverne og arbejder langt over fuldtid. Typisk har parrene én fridag om måneden.

Det betyder, at månedslønnen reelt kan være 8.000-10.000 kroner per person efter skat.

Efter en strid om feriepenge fik parret ifølge Furong Zhang besked om at stoppe med at arbejde for Chao Chao.

I ugerne efter blev manden Xiao Lins konto tømt for i alt 211.408 kroner. Det viser kontoudskrifter, som Fagbladet 3F har set. Parret siger selv, at de aldrig har haft adgang til kontoen.

Af kontoudskrifterne fremgår det, at begge konti er knyttet op på arbejdsgiverens privatadresse.

Da Fagbladet 3F først ringer til ejeren af Chao Chao, Ying Wu Chen, siger han, at Fagbladet 3F må tale med hans advokat, og at parret er ”fulde af løgn”.

Efterfølgende modtager Fagbladet 3F en sms – tilsyneladende fra arbejdsgiverens kone og Xiao Lins søster, Zhao Zhao Lin:

- Jeg er ked af, at du bliver involveret i familieproblemer. Jeg har blot hjulpet min bror, hans kone og barn til Danmark, som mine forældre har bedt mig om, da min bror skylder mange penge i Kina, skriver hun.

Hun forklarer, at pengene, der er overført, er penge, som parret skyldte for udlæg til flybilletter, gebyrer til myndigheder og bolig.

Hun skriver, at de ikke har beholdt parrets Nem-ID, men hjulpet med at oprette det, og hjulpet med at oprette bankkonti og skaffe børnehaveplads, fordi Furong Zhang og Xiao Lin kun taler kinesisk.

Fagbladet 3F har spurgt ejerne af Chao Chao, hvorfor familien er blevet så uvenner, og hvordan det skyldige beløb for flybilletter og husleje kan beløbe sig på 211.408 kroner, men ejerne er ikke vendt tilbage.

De svarer heller ikke på, hvad de siger til 3F’s krav på flere hundredtusinde kroner, på baggrund af påstanden om, at parret har arbejdet 45 og 60 timer om ugen.

Det er tre måneder siden 3F København politianmeldte sagen, men Nordsjællands Politi har endnu ikke behandlet den. Det forklarer politikommissær Jesper von Bülow i afdelingen for økonomisk kriminalitet med travlhed på grund af sager om svindel med corona-hjælpepakker.

Furong Zhang og Xiao Lin bor nu med deres søn i en lille et-værelses lejlighed på 5. sal i København, mens de venter på at få omstændighederne for deres rejse til Kina under corona på plads.