jesperthrou
Jesper Thorup krænkede til en julefrokost en kvindelig medarbejder verbalt. Foto: Brian Rasmussen

Kandidat til HK's ledelse krænkede medarbejder verbalt til julefrokost

24. sep. 2021 05.50
Jesper Thorup, formand for HK Østjylland og næstformandskandidat til HK's kongres, blev i 2018 centrum for en klagesag efter "dumsmart bemærkning" til kvindelig medarbejder.

HK er Danmarks største kvindeforbund, og en af dem, der håber at kunne repræsentere de godt 225.000 medlemmer, hedder Jesper Thorup, er 54 år gammel og formand for HK Østjylland.

Men til en julefrokost i 2018 gav han ifølge eget udsagn en "dumsmart bemærkning" af seksuel karakter til to af sine egne kvindelige ansatte, hvilket fik en af dem til at klage over hans opførsel.

LÆS OGSÅ: HK-kandidat Jesper Thorup om krænkelsessag: Læs hele interviewet her

Det har han fortalt om i et brev sendt til HK's hovedbestyrelse 25. juni, som A4 er i besiddelse af. Af brevet fremgår det, at han undskyldte over for den pågældende kvinde, som ifølge Jesper Thorup accepterede undskyldningen.

Alligevel skriver han, at han overvejede at trække sig som næstformandskandidat, og først efter en samtale med formandskandidat Anja C. Jensen, som han støtter, besluttede han at fortsætte kampen for den magtfulde post.

Jesper Thorup understreger i sit brev, at han ønsker fuld åbenhed om sagen.

En kommentar af seksuel karakter

Jesper Thorup bekræfter over for A4, at han har sendt brevet, men af hensyn til kvinden vil han ikke gå i detaljer med, hvad der udspillede sig den aften for små tre år siden.

Jeg kunne hurtigt se, at det, jeg havde sagt i spøg, var en stor fejl, jeg burde være for klog til at kunne begå. Klagen var nemlig helt på sin plads
Jesper Thorup, næstformandskandidat, HK

- Jeg har dybest set stor trang til at fortælle nøjagtigt, hvad jeg sagde, men da det også er en personalesag, kan jeg ikke gå i detaljer. Jeg tror sådan set det nemmeste ville være, hvis jeg bare forklarede, hvordan ordene faldt, siger han.

Du kan læse hele interviewet med Jesper Thorup her

Han kan imidlertid fortælle, at han i en gruppe på fem personer sagde noget upassende til en kvinde i gruppen. Derefter kom en anden kvinde ud af døren og så sagde han noget lignende til hende. Det var den anden kvinde, der klagede over Jesper Thorups kommentar.

- Hun hørte det måske ikke helt i kontekst. Efterfølgende synes hun ikke, det var rimeligt, jeg sagde det. Den første kvinde sagde derimod, at hun ikke havde noget problem med det, der blev sagt, fortæller Jesper Thorup.

LÆS OGSÅ: Forbundets mand er klar til at træde op på tronen: Jeg kender HK som min egen bukselomme

Kommentarerne var af "seksuel karakter" i form af komplimenter, siger han.

- Den var jo over stregen, fordi nogen opfattede den som over stregen. Hvis nogen føler sig krænket over bemærkningen, så er det en krænkelse. Så er den ikke længere. På den måde er det ikke vigtigt, hvad jeg måtte synes, siger næstformandskandidaten.

De bemærkninger, som Jesper Thorup lod falde ved en julefrokost i 2018 var dumme, sexistiske og uacceptable. Det er IKKE OK, og han skulle bare have holdt sin mund
Anja C. Jensen, kandidat til formandsposten i HK

Begge kvinder var ifølge Jesper Thorup 20-25 år yngre end ham og ansat i HK Østjylland med ham som øverste politiske chef. A4 er ikke bekendt med klagerens identitet og har således ikke været i stand til at høre hendes udlægning af sagen.

- En dumsmart bemærkning

Jesper Thorup skriver i sit brev til hovedbestyrelsen, at den pågældende kvinde klagede til arbejdsmiljørepræsentanten, og klagen blev viderebragt til Jesper Thorup af en kontorchef.

"Jeg kunne hurtigt se, at det, jeg havde sagt i spøg, var en stor fejl, jeg burde være for klog til at kunne begå. Klagen var nemlig helt på sin plads," skrev han tilbage i juni.

LÆS OGSÅ: Anja C. Jensen vil være HK's første kvindelige formand med sin farmors ølflaske om halsen

Han fortæller nu, at han blev overrasket, da han blev gjort bekendt med klagen.

- Jeg havde ikke fornemmet det. Man kan kalde det en dumsmart bemærkning. Den skulle jeg selvfølgelig ikke været kommet med. Men jeg må indrømme, at jeg ikke havde nogen anelse om, at den ville komme op, siger han.

Efter modtagelsen af klagen sendte Jesper Thorup gennem kontorchefen en undskyldning til kvinden, og ifølge ham godtog hun den. Hun afslog at mødes personligt med Jesper Thorup, der ellers havde tilbudt at fremsætte en undskyldning personligt, fortæller han. Og så blev sagen aldrig bragt op igen, selvom kvinden arbejdede på kontoret et år mere.

Jeg sagde noget dumt, jeg lærte af det, sagen blev håndteret på en rigtig måde, synes jeg, og så er det jo det
Jesper Thorup, næstformandskandidat, HK

- Når jeg nu havde fået beskeden om, at hun accepterede undskyldningen og ikke ønskede yderligere gjort ved det, så synes jeg ikke, jeg skulle bringe det op. Det kunne jo også virke grænseoverskridende på en måde, siger Jesper Thorup.

Anja C. Jensen: Det er IKKE ok

Jesper Thorup og Anja C. Jensen stiller ikke som et makkerpar til HK-valget, men de lægger ikke skjul på, at de er hinandens foretrukne kandidater, og eftersom deres modstandere har erklæret sig som et makkerpar, bliver Jensen og Thorup af de fleste også opfattet som sådan.

Jesper Thorup skriver som nævnt i sit brev til hovedbestyrelsen, at han tilbød Anja C. Jensen at trække sit kandidatur, men det ønskede hun ikke dengang, og det ønsker hun stadig ikke, skriver hun i en mail til A4.

"De bemærkninger, som Jesper Thorup lod falde ved en julefrokost i 2018 var dumme, sexistiske og uacceptable. Det er IKKE OK, og han skulle bare have holdt sin mund. Hændelsen blev efterfølgende rejst af arbejdsmiljørepræsentanten og kontorchefen, og Jesper Thorup gav sin uforbeholdne undskyldning. Det var medarbejderen tilfreds med, og sagen blev afsluttet. Jeg mener, at vi står med en sag, der er håndteret proportionelt og ordentligt. Derfor mener jeg ikke, at den skulle være til hinder for, at Jesper Thorup stiller op som næstformand", skriver Anja C. Jensen.

Kan godt være leder i et kvindeforbund

Trods opbakningen fra Anja C. Jensen står Jesper Thorup tilbage med en krænkelsessag og forsøger at blive valgt som næstformand for Danmarks største kvindeforbund. Et forbund, der i øvrigt vil markere sig på at kæmpe for et godt arbejdsmiljø og for nyligt har talt meget om krænkelsessager på arbejdspladsen.

Og ligesom formandskandidaten mener han stadig godt, at han kan stå inde for at ville være en del af forbundets ledelse.

- Jeg sagde noget dumt, jeg lærte af det, sagen blev håndteret på en rigtig måde, synes jeg, og så er det jo det. Kan jeg være så være næstformand i HK Danmark? Det bestemmer de delegerede. Det er også derfor, jeg har sendt brevet rundt.

Faktisk mener han, at hans sag kan være et eksempel på en god håndtering af offentlige metoo-sager, da automatiske konsekvenser - eksempelvis en fyreseddel til den grænseoverskridende person  - kan føre til færre anmeldelser.

LÆS OGSÅ: Hvis HK vil være synlige, må de give den nye formand mere magt

- Metoo er jo svært at håndtere - både på arbejdspladserne og andre steder. Vi har også haft diskussionen - skal vi have nultolerance i metoo-sager? Hvis man har et system, hvor den, der bliver klaget over, automatisk bliver smidt ud, så kan det betyde, at folk ikke vil klage, fordi det har så alvorlige konsekvenser. Derfor er håndteringen af sagerne vigtig, siger han. 

Ifølge Jesper Thorup ønskede den kvindelige ansatte, at opførslen fra hans side skulle stoppe, og det gjorde den efter klagen, og både arbejdsmiljørepræsentant og tillidsrepræsentant var tilfredse med håndteringen. 

A4 har også været i kontakt med den anden kandidat til posten som formand for HK Danmark, Martin Rasmussen. Han har ingen kommentarer til sagen.