20190805-174626-1-1920x1243we

Banebrydende overenskomst:
Nu kan danskere få takeaway med god samvittighed

27. jan. 2021 09.05
Take-away giganten Just-Eat med 600 bude har som de første underskrevet en ny overenskomst, der sikrer bude blandt andet pension og sygeløn.

Dansk Erhverv og 3F Transport har netop indgået en banebrydende landsoverenskomst for udbringning af mad, der forbedrer take-away budenes vilkår markant, uden at det bliver dyrere for forbrugeren.

Aftalen sikrer blandt andet løn efter overenskomst, pension, barsel, feriepenge og løn under sygdom for bude, der leverer pizzaer, burgere og andet take-away-mad til danskerne, hvis arbejdsgiveren tegner overenskomst.

Som den første har online-portalen Just-Eat underskrevet overenskomsten og tiltræder den senere på året, hvor samtlige bude bliver dækket af den.

Det skriver Fagbladet 3F.

LÆS OGSÅ: En ting adskiller OK21 væsentligt fra tidligere forhandlinger: 'Det bliver en udfordring'

Administrerende direktør hos Just-Eat Carsten Boldt understreger, at det har været vigtigt at gå forrest.

- For os har det været vigtigt, at vi som den store spiller har været med til at sætte dagsordenen og sikre en overenskomst, som er god for medarbejderne, og som også hænger sammen for os Jeg er stolt over, at vi nu har sikret en aftale, siger han.

Han oplyser, at Just-Eat, der opererer i 23 lande verden over, har cirka 600 bude i Danmark. I 2021 leverede de mere end en million madbestillinger til sultne danskere, hvilket udgør under 10 procent af Just-Eats samlede forretning i Danmark – resten er bestillinger, hvor restauranter selv laver og leverer maden.

- Det har taget to år med hårdt arbejde og konstruktiv dialog med 3F at lave aftalen, men det er det hele værd. Især for vores bude og fremtiden. Og forhåbentligt for hele branchen, siger Carsten Boldt, der oplyser, at Just-Eat indtil videre ikke har haft problemer med at skaffe bude.

- Men jeg tænker, at det bliver endnu nemmere at få bude, men også at fastholde dem, når man ved, hvad man har at rette sig efter. Nogle vil godt kunne lide den tryghed, der ligger i det, siger Carsten Boldt.

Morten Schønning Madsen, underdirektør i Dansk Erhverv er glad for at have en overenskomst på hylderne, som virksomhederne kan vælge.

- Det er en god overenskomst med konkurrencedygtige løn- og ansættelsesvilkår. Vi håber derfor, at der er også er andre virksomheder end Just Eat, som vil benytte sig af den. Der er tale om en landsoverenskomst, så den vil kunne bruges af andre virksomheder, som har bude, der bringer mad ud, siger Morten Schønning Madsen.

Det fremgår blandt andet af landsoverenskomsten, der gælder medarbejdere, der bringer færdigproduceret mad ud, at timelønnen fra 1. marts 2021 vil ligge på 124,20 kroner. Stigende til 127,35 kroner fra 1. marts 2022.

Arbejdstiden er på mindst 8 timer om ugen og op til 37 timer. Arbejdstiden kan variere i en referenceperiode, der er fastlagt over 3 måneder, med et maksimalt ugentligt normaltimetal på op til 44 timer ugentligt, men gennemsnitligt 37 timer.

Ved arbejde ud over den normale arbejdstid, er der tillæg på 50 procent for de første tre timers overarbejde. Timer derudover aflønnes med et tillæg på 100 procent.

Kim René Busch, forhandlingssekretær i 3F Transport glæder sig også over overenskomsten.

- Vi har fået et vigtigt værktøj, når vi søger at få overenskomstdækket virksomheder i den her branche. Det arbejde er vi allerede i fuld gang med, og vi håber, at flere vil tage deres arbejdsgiveransvar på sig, siger Kim René Busch, forhandlingssekretær i 3F Transport.

Han understreger, at overenskomsten også er første vigtige skridt på vejen til, at danskerne kan bestille take-away mad med god samvittighed.

- Jeg er rigtig glad for, at Just-Eat nu går forrest i branchen. De er et lysende eksempel på, at man sagtens kan drive en god og sund forretning, mens man samtidig sørger for at tage sig godt af sine medarbejdere, siger Kim René Busch og fortsætter:

- Nu får forbrugerne et valg mellem gode og anstændige arbejdsforhold og det modsatte. Jeg tror på, at de fleste vil vælge det første. Samtidig vil jeg gerne påpege, at det ikke bliver dyrere for den enkelte forbruger, at Just-Eat-budene nu får en god løn og de øvrige gode vilkår, siger Kim René Busch.