Jokere kan afgøre flere valg rundt om i landet

20211007-123803-L-1920x1280we
I Region Hovedstaden overvejer knap hver tredje fortsat, hvor krydset skal sættes. (Arkivfoto) Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
16. nov. 2021 06.45
Hver femte vælger stemmer i sin kommune for første gang. Tvivlere og førstegangsvælgere er uforudsigelige.

Mange vælgere er flyttet siden sidste kommunalvalg, og ved dette valg skal over en million vælgere stemme i deres kommune for første gang.

Oven i det er der alle tvivlerne, som endnu ikke har besluttet sig.

- Det kan potentielt have ret stor betydning, men det afhænger ikke overraskende lidt af, hvem tvivlerne er.

- Tilflyttere kan betyde ret meget. Men de, som nok betyder mest, er førstegangsvælgerne, siger Robert Klemmensen, der er valgforsker og professor i statskundskab på Syddansk Universitet.

Han påpeger, at førstegangsvælgere er unge. Hvis de bor hjemme, har de en større tilbøjelighed til at stemme, end hvis de ikke gør.

Der er tale om 433.000 helt nye vælgere ifølge tal fra fra KL. De helt nye vælgere er fordelt på 276.000 nye unge vælgere og 157.000 nye indvandrere med stemmeret.

- De unge har også en tendens til at være mere venstreorienterede end ældre vælgere. Og så er der noget, der tyder på, at det er nogle lidt andre emner, som fylder hos unge end for andre vælgere.

- Så derfor betyder førstegangsvælgere måske mere, end man umiddelbart skulle tro, siger Robert Klemmensen.

På Frederiksberg skal hver tredje vælger stemme for første gang, når der stemmes tirsdag, hvilket valgforskeren kalder "ret dramatisk".

I Region Hovedstaden overvejer knap hver tredje fortsat, hvor krydset skal sættes.

Ifølge Rune Stubager, der er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, er det dog ikke alt, der er oppe i luften for tvivlere.

- Nogle er jo også, hvad man kan kalde "tvivler light", i den forstand, at de måske nok ikke har besluttet sig for, hvad de vil stemme på den her gang, men at de er sikre på, at det eksempelvis bliver enten en socialdemokrat eller SF'er.

- Det indskrænker jo noget i forhold til andre, som kan være i tvivl om hele paletten af partier. Så selv om der kan være mange tvivlere, er det ikke sådan, at alt er helt oppe i luften, siger Rune Stubager.

/ritzau/