Johan Moesgaard: Tre forslag i anledning af Brexit Day

3. mar, 13:17

I GÅR VAR SÅKALDT BREXIT DAY i Storbritannien. Det var dagen, hvor briterne startede tovtrækningen med EU om den fremtidige handelsaftale mellem parterne. Snakker man med de briter, som er ansat i den engelske industrisektor, er bekymringen stor.

LÆS OGSÅ: Brexit: Begyndelsen til enden

Lad os for eksempel zoome ind på Liverpool. Her har Jaguar Land Rover netop annonceret store nedskæringer på deres fabrik i Halewood nær Merseyfloden. Officielt ikke med brexit som begrundelse. Men spørger man den lokale avis, Liverpool Echo, og handelskammeret i Liverpool, er man ikke i tvivl: Brexit har haft en voldsom effekt på den lokale bilindustri.

Der bliver brug for både koncentration og snilde fra vores dygtige forhandlere, så brexit ikke ender med at blive en bombe under danske arbejdspladser
Johan Moesgaard, EU-chef i Dansk Metal

Desværre står de ikke alene. Et andet eksempel er Vauxhalls fabrik i Ellesmere Port. De franske ejere truede allerede sidste år med at stoppe produktionen af Vauxhall, hvis brexit ender i det forventede bøvl. Sidste år annoncerede også Honda, at de vil lukke deres produktion af biler i Swindon. Nissan har meddelt, at de stopper produktionen i Sunderland. Ford har meddelt, at deres motorfabrik i Bridgend også lukker. Retningen er tydelig.

HVAD BETYDER DETTE? Jeg var selv i Liverpool for mindre end et år siden for at drøfte brexit med de ansatte i den britiske stålindustri og bilindustri. Selvom de ansatte på bilfabrikkerne omkring Liverpool kan glæde sig over, at byens fodboldhold, Liverpool F.C., er regerende Champions League-vindere og suser mod det engelske mesterskab, så var bekymringen altså voldsom stor blandt mange af de ansatte. De følger forhandlingerne tæt. For det er helt afgørende for dem, deres familier og deres lokalsamfund, at store fabrikker bliver i Storbritannien. I EU har man i dag Globaliseringsfonden, som kan træde til med støtte til lokalsamfund, hvis store fabrikker må lukke som følge af globalisering. Blandt andet de ansatte på Lindøværftet i Danmark havde gavn heraf. Det er en form for garanti for, at globalisering ikke skader hele regioner i Europa. Men hvem skal så stå klar med hjælpen i Storbritannien, når nu de forlader EU?

LYT OGSÅ: Pollster Podcast: Ligsyn over Labour

Bekymringen bliver også forstærket af, at kun fire ud af ti komponenter på en britisk bil rent faktisk kommer fra Storbritannien. Forestil jer et bøvl, når mange tusinde dele til en britisk produceret bil ikke længere kan blive transporteret fra EU til Storbritannien gnidningsfrit. Forsinkelser på blot få komponenter fra EU vil give hovedbrud på fabrikkerne. Og tænk så over, at der ifølge de britiske vognmænd skal ansættes 50.000 mennesker til at håndtere papirarbejde lige om lidt som følge af brexit. Ligesom antallet af toldformularer forventes at eksplodere med op mod 500 procent.

For medarbejdere i den danske industri bør særligt tre ting prioriteres, for at vi ikke skal ende i samme kattepine som briterne
Johan Moesgaard, EU-chef i Dansk Metal

FORHANDLINGERNE OM BREXIT fortsætter i resten af 2020. Men tiden er knap. Det kræver et enormt tempo, hvis parterne skal nå en aftale. For medarbejdere i den danske industri bør særligt tre ting prioriteres, for at vi ikke skal ende i samme kattepine som briterne. For det første, så bør der skrives klare formuleringer ind i handelsaftalen om beskyttelse af lønmodtagerrettigheder. Briterne må ikke kunne få konkurrencefordele ved at slække på arbejdsvilkår i vores egen baghave. Det vil være skidt for både britiske og danske lønmodtagere.

LÆS OGSÅ: Topdirektør om lav mindstesats i byggeriet: 'Det er ikke social dumping'

For det andet, så bør vi holde briterne så tæt på og handle så meget med dem som muligt. På den måde bliver den negative effekt på danske arbejdspladser minimal – de er immervæk vores tredjestørste eksportmarked. Og sidst, men ikke mindst, så bør vi forpligte dem på ikke at lave strategisk statsstøtte uden om vores konkurrenceregler.

Det bliver ikke en nem opgave. Der bliver brug for både koncentration og snilde fra vores dygtige forhandlere, så brexit ikke ender med at blive en bombe under danske arbejdspladser.