EU-chef i Dansk Metal: I dag skylder vi at sige tillykke til denne franskmand

20. jul, 13:55
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]

Ganske få unge mennesker i dag kan formentlig huske Jacques Delors. Men var man politisk interesseret i 1980’erne og 1990’erne – ja, så kan mange formentlig levende huske den gråhårede, veltalende franskmand. Måske den stærkeste EU-kommissionsformand, Europa nogensinde har haft.

Mandag fylder han 95 år. En fødselsdag, som formentlig går de fleste danskeres næse forbi. Men interesserer man sig for danske arbejdspladser, er der næppe en EU-personlighed i nyere tid, vi bør sende en større tak til. Særligt her i en coronatid, hvor arbejdsløsheden stiger dramatisk i vores land og på vores kontinent.

LÆS OGSÅ: Ansatte og chefer i industrien dropper efteruddannelse: 'Katastrofe'

Hvorfor skal vi så ligefrem sige 'tak' eller på fransk: 'merci' til en 95-årig katolsk, socialdemokrat fra Paris i Frankrig, vil nogen nok undrende spørge? Lad os skrue tiden cirka 30 år tilbage. Det europæiske fællesskab har i slut-80’erne udviklet sig til andet og mere end den oprindelige kul- og stålunion. Men hvert land har stadig vidt forskellige standarder.

Protektionismen lever i bedste velgående i særligt Sydeuropa, hvor man gerne frabeder sig konkurrence og udenlandske varer. Der er administrativt bøvl, uanset om mennesker eller varer skal krydse grænser i Europa. Men så er det, Jacques Delors slår i bordet i Bruxelles. Han og hans Europa-Kommission spiller ud med 300 tiltag, som skal hjælpe Europa med at opbygge et indre marked. Altså et fællesmarked, hvor der ikke er forhindringer for, at varer kan krydse grænser i Europa – uanset om det er varmepumper, vandmålere eller vindmøller.

Når for eksempel coronakrisen lukker produktion og markeder ned over hele Europa lige nu, så ser vi straks effekten
Johan Moesgaard, EU-chef i Dansk Metal

Det lyder lidt tørt og teknisk. Og hører man EU-debatten, rimer det indre marked jo af og til på historier om krumme agurker og lakridspiber. EU-skeptikerne har faktisk været rigtig gode til at tale netop det indre marked ned som noget, der burde smides direkte på møddingen.

Men bekymrer man sig om danske arbejdspladser, mener jeg så absolut, det indre marked er den største EU-succes nogensinde. Mere end 800.000 danske arbejdspladser er knyttet til eksport – særligt til EU’s indre marked. Og en almindelig dansk lønmodtagerfamilie har ifølge Erhvervsministeriet hele 65.000 kroner mere på lommen om året, fordi vi har det indre marked. Eller tag bare vores tillidsrepræsentanter i Dansk Metal. Her mener kun 2 procent, altså én ud af 50 tillidsrepræsentanter, at det indre marked er negativt for deres arbejdsplads.

Der sidder formentlig også EU-kritikere derude og læser denne blog. I kan have nogle berettigede kritikpunkter af dele af det europæiske samarbejde. Men det indre marked og de hundredtusindvis af danske arbejdspladser, det har skabt her til lands, er meget svært at være modstander af. Jeg har i hvert fald endnu ikke hørt et overbevisende forsvar for, at protektionisme, interne toldmure og administrativt bøvl skulle være opskriften på at sikre masser af arbejdspladser til medarbejderne ude på de danske virksomheder som Grundfos, Vestas, Novo eller den lille maskinfabrik.

Tværtimod afhænger de ansattes arbejdsplads i høj grad af, at gode danske kvalitetsprodukter som termostater, vindmøller eller medicin let kan sendes over grænsen. Og når for eksempel coronakrisen lukker produktion og markeder ned over hele Europa lige nu, så ser vi straks effekten. Det koster massivt med arbejdspladser. Og det viser, hvor fuldstændig afgørende det er, at vi står sammen om fair handel på tværs af Europa.

Så på denne solrige mandag i industriferien bør vi ikke bare sige tillykke med fødselsdagen til gode, gamle Jacques Delors. Vi bør faktisk også sige ham tak. Og hvis der her i julivarmen popper myter op i familiediskussioner i sommerhusene om krumme agurker – så husk på, at virkeligheden er væsentlig mere nuanceret.

LÆS OGSÅ: Ansatte i klemme: Mister feriepenge til sommerferien