53-årige Jørgen Holbøll Green er ikke tilfreds med den behandling, han har fået af sin a-kasse. (Arkivfoto) Foto: Erik Refner/Ritzau Scanpix

A-kasse til Jørgen: Hold din mand hemmelig i dit CV

23. feb 2020, 17:15
Til en samtale med en rådgiver fra en a-kasse blev Jørgen Holbøll Green rådet til at undlade at skrive i sit CV, at han er gift med en mand.

Er det værst at blive stigmatiseret på grund af sin alder eller sin seksualitet? Det spørgsmål stiller 53-årige Jørgen Holbøll Green sig selv i et debatindlæg i Politiken, efter at han hos sin a-kasse er blevet rådet til at udelade oplysninger i sit CV om, at han er homoseksuel og gift med en mand. 

LÆS OGSÅ: På fire år har Finansministeriet ansat én over 50 år

I en alder af 53 år meldte han sig nemlig som ledig dimittend, fordi han havde færdiggjort sin uddannelse i fransk litteratur. Han havde efter eget udsagn ikke de store forventninger til jobcentret, men til gengæld havde han større forventninger til, at a-kassen kunne bidrage til at afklare hans jobmæssige kompetencer. 

Det første møde med rådgiveren fra a-kassen viste sig dog at være en stor skuffelse. Her fik Jørgen Holbøll Green nemlig besked om, at han lige så godt kunne lade være med at søge opslåede stillinger, da alle rekrutteringssystemer automatisk sorterer medlemmer over 50 år fra.

Hos a-kassen forklarede rådgiveren ham også, at den eneste mulighed var at søge uopfordrede job. Han frarådede også Jørgen Holbøll Green at jagte drømmen om at få en ph.d., da det ifølge rådgiveren ville stille ham endnu svagere i kampen om at få et job, når han var blevet færdig.

LÆS OGSÅ: Chefredaktør: Tør du blive jobafklaret?

Ved den næste samtale hos a-kassen havde han dog fået en ny rådgiver, som han skulle drøfte udformningen af sit CV med. I CV'et havde Jørgen Holbøll Green skrevet, at han var glad for at tage på rejser sammen med sin mand. Men jobrådgiveren satte en streg under ordet mand og erstattede det i stedet med ordet ægtefælle. 

Rådgiveren forklarede sin handling med, at der jo er en del fordomsfulde mennesker derude, som kunne vælge at sortere ham fra på den baggrund. Men Jørgen Holbøll Green svarede prompte, at sådan en arbejdsplads nok ikke var et sted, han havde lyst til at arbejde alligevel.

Han var også meget overrasket over, at et mandligt ægtepar overhovedet kunne være et issue i 2019. Derfor var han helt lamslået, da han på vejen hjem tænkte over forløbet og sin situation. 

- Især ét spørgsmål står tilbage: Hvornår får beskæftigelsesministeren taget sig sammen til at rydde op i den dobbelte vanvidsfabrik, som jobcentrene og a-kasserne udgør?, spørger Jørgen Holbøll Green retorisk i debatindlægget i Politiken og tilføjer:

- Jeg venter også stadig i spænding på dig, Hummelgaard. Hvornår får beskæftigelsesministeren taget sig sammen til at rydde op i den dobbelte vanvidsfabrik, som jobcentrene og a-kasserne udgør?

LÆS OGSÅ: Syge borgere føler sig svigtet af Favrskovs jobcenter: 'Jeg endte med en svær og ubehagelig depression'