Lokal 3F-formand:
Jobcentre i Sydeuropa kan løse problemet med mangel på arbejdskraft

20130627-210107-L-1920x1327we
Sydeuropæere skal kunne gå på et lokalt jobcenter, der er oprettet af den danske stat, arbejdsgivere og fagbevægelse, og finde job i Danmark. (Arkivfoto) Foto: Jose Manuel Ribeiro/Reuters/Ritzau Scanpix
23. jul. 2021 08.44
Formanden for 3F København giver i et debatindlæg sit bud på, hvordan problemet med manglende arbejdskraft i Danmark kan løses.

Jobcentre i Sydeuropa er en god mulighed for at løse problemet med mangel på arbejdskraft.

Det skriver formand for 3F København John Ekebjærg-Jakobsen i et debatindlæg i Politiken.

LÆS OGSÅ: Rekordmange hoteller og restauranter mangler arbejdskraft

- Staten, arbejdsgiverne og fagbevægelsen skal sammen oprette jobcentre og dermed tilbyde den kvalificerede arbejdskraft fra Sydeuropa, hvor vi garanterer fornufttige løn og arbejdsvilkår, skriver den lokale 3F-formand blandt andet.

Han peger på, at Danmark vil have en fordel frem for de øvrige europæiske lande, hvis de job, der tilbydes, er dækket af en overenskomst og dermed har gode løn og arbejdsvilkår.

Rekordmange hoteller og restauranter mangler lige nu kvalificeret personale, efter de igen har kunnet slå dørene op på bagkant af coronanedlukningen.

Arbejdsgiverne og deres foreninger peger især på to løsningsmodeller. Den ene er netop jobcentre i Sydeuropa, mens den anden handler om at sænke den beløbsgrænse, som gælder for udlændinge, der vil arbejde i Danmark. De skal, som reglerne er i dag, have en ansættelseskontrakt, der garanterer dem en løn på 440.000 kroner om året for at få en arbejdstilladelse.

Den sidste mulighed giver John Ekebjærg-Jakobsen dog ikke meget for. Han fremhæver eksempler på arbejdgivere, der giver deres ansatte en kontrakt på beløbet, som de så skal arbejde langt mere end 37 timer om ugen for at opnå. Han tror derfor, at en sænket beløbsgrænse vil betyde endnu mere udnyttelse af den udenlandske arbejdskraft.

LÆS OGSÅ: Endnu en branche i opråb: Vi mangler hænder!