Konkursbegæringen er indgivet til skifteretten 22. maj. Foto: Torsten Raagaard/HK

Jobcenter-tolke fik ingen løn: Nu tager fagforening drastisk skridt

28. maj, 18:34
Sproghuset Kommunikations- og tolketjeneste, der blandt andet tolker i Københavns Kommunes jobcentre, har snydt medarbejdere for løn og feriepenge, mener HK, som nu har begæret virksomheden konkurs.

Tolkefirmaet Sproghuset skal gå konkurs.

Årsagen er, at virksomhedens ansatte gentagne gange har fået udbetalt løn for sent - eller slet ikke fået løn. Også tolkenes feriepenge er forsvundet.

LÆS OGSÅ: Coronakrisen har sat socialrådgivere fri: Det har givet gode menneskelige resultater

Det er forklaringen fra HK Hovedstaden, der har anmodet skifteretten i Viborg om at erklære Sproghuset Kommunikations- og tolketjeneste Aps konkurs. Det skriver HK.

- Vi har flere inkassosager kørende. Rigtig mange tolke vil have penge i klemme, som ikke dækkes af Lønmodtagernes Garantifond, siger René Knudsen, der er formand for HK Service Hovedstaden.

René Knudsen håber, at en konkurssag i skifteretten vil sikre, at medlemmerne kan få udbetalt de penge, som tolkefirmaet skylder dem.

Ifølge HK afslører Sproghusets regnskaber en soliditetsgrad på minus 489 pct., som fagforeningen betegner som 'svimlende dårlig' og 'på konkursens rand'.

Københavns Kommune forlængede kontrakt trods advarsler

Udover at tvinge Sproghuset til at udbetale de ansattes tilgodehavende, er der en anden grund til, at HK nu går rettens vej for at få firmaet erklæret konkurs.

Sproghuset Tolketjeneste har nemlig kontrakt med Københavns Kommune, som blandt andet bruger dem som tolkeleverandør i jobcentre, borgercentre, socialforvaltningen, børne- og ungeområdet samt i specialundervisningen.

Og trods adskillige henvendelser og klager fra HK og tolkene i løbet af 2019, vælger Københavns Kommune at forlænge samarbejdet med Sproghuset i februar 2020.

Frygter, at det går ud over borgerne på jobcentret

Det får HK Service Hovedstadens formand til at frygte for den behandling, borgerne bliver mødt med på kommunens jobcentre, når man fortsætter med at bruge den omstridte tolkevirksomhed.

- Jo flere tolke der ikke får deres løn eller som sortlistes, jo mere skal Sproghuset lede efter tolke, der gider at arbejde for et bureau med et omdømme for ikke at betale løn. Kvaliteten af tolkningerne bliver dårligere og dårligere, og det skader Københavns Kommunes borgere, siger René Knudsen.

LÆS OGSÅ: Professor advarer om eksplosion i ledigheden: 'Vi kan stå med over 300.000 arbejdsløse'

Derfor skal konkursbegæringen også ses som et slag for godt tolkearbejde i situationer, hvor en borger er helt afhængig af tolkens oversættelse i sit møde med systemet, forklarer René Knudsen.

A4 Arbejdsliv har forsøgt at få en kommentar fra Sproghuset Kommunikations- og tolketjeneste. Det har ikke været muligt inden deadline.

Konkursbegæringen blev indgivet 22. maj. Den behandles i skifteretten i Viborg 11. juni 2020.