Karina_S__rensen_besk__ftigelsesfaglig_medarbejder_Viborg_Kommune
Foto: Privat

Jobcenter-ansat:
Hvem sikrer de ansatte, hvis en robot beslutter noget forkert?

25. apr. 2022 06.15
Dette er et debatindlæg. Det er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten - send dit indlæg til [email protected].

BUDGETTERNE SKAL GÅ OP over hele den offentlige sektor, og et par af de evigt tilbagevendende forslag er: ”Lad os digitalisere og så spare på de administrative medarbejdere”.

Lad mig være den første til at sige, at jeg elsker de digitale muligheder hos min praktiserende læge, på biblioteket og massevis af andre steder både offentligt og privat. Jeg vil dog alligevel gerne nuancere debatten om de digitale velsignelser lidt. For hvis skyld skal vi digitalisere?

LÆS OGSÅ: Eksperter vil regulere jobcentres brug af algoritmer

Vi skal vælge de digitale løsninger, hvor det enten kan give en serviceforbedring eller samme service over for de brugere, borgere, kunder, patienter, eller hvem der ellers måtte være modtager af en given serviceydelse. Ingen synes om at hænge i et telefonkø for at få ordnet noget, man kan klare hjemmefra.

Vi kommer ofte til at skulle sidde ved siden af, når borgeren skal bruge deres selvbetjeningsløsninger, for de kan ikke selvbetjene
Karina Sørensen, beskæftigelsesfaglig medarbejder Viborg kommune

Til gengæld er der andre situationer, hvor det er vigtigt, at man får et menneske i den anden ende, når man ringer, eller at man kan sidde over for en person, som faktisk kan hjælpe og forklare.

Jeg arbejder selv i en borgervendt del af den offentlige sektor, og her er masser af digitale løsninger og digitale krav til borgere. Du skal have et CV på jobnet. Du skal selvbooke samtaler på jobnet, og du skal følge med i din plan i forhold til at komme i job på jobnet.

DET ER GODE OG RIMELIGE KRAV for mange borgere, og muligheden for selvbooking er en god service, så man ikke lige skal af sted midt i tante Annas begravelse, ungernes Luciaoptog eller andre af livets store og små begivenheder.

Man må bare ikke være blind for, at de digitale muligheder for nogen ikke er en lettelse eller en hjælp. Det er et pres for at 'fodre' et system, de ikke forstår og har svært ved at navigere i. Blandt de unge mennesker, der er i kontakt med et jobcenter, er også unge, som har svære kognitive problemer med fx en IQ under normalen. Det kan også være stærkt ordblinde med mange nederlag fra et uddannelsessystem baseret på skriftlighed.

DER ER ET STORT BEHOV FOR, at man ved udrulning af digitale løsninger lytter til de mennesker, der bliver påvirket af digitale tiltag. Det gælder først og fremmest brugere/borgere/patienter. Nogle grupper er meget stærkt organiseret i faglige organisationer, patientorganisationer eller andre stærke netværk, der nok skal råbe op, hvis der komme dårlige løsninger på banen.

Andre grupper står mere alene, og her er der behov for, at man inddrager erfaringerne fra os, der arbejder med de borgere, der ikke ellers råber højt.

Jeg er selv i kontakt med udsatte unge, og med mindre de har ressourcestærke forældre, så er de helt afhængige af, at de fagprofessionelle, de er i kontakt med, råber vagt i gevær, hvis beslutninger ikke giver mening. Det er vigtigt, at man fra beslutningstagerne tror på os, der får input fra borgerne, og ved, at vi ikke bare stiller os på hælene for at være bevidst besværlige.

LÆS OGSÅ: Jobcenterchef efter 7 år i frikommune: Drop samtaleguides og tjeklister

Vi skal ikke gøre noget digitalt, bare fordi vi kan, og vi skal tænke os om i forhold til at stille digitale tilbud til rådighed, som ingen efterspørger. Lovgivningen om den kommunale ungeindsats er fuld af gode initiativer, herunder et krav om, at der skal ligge en digital udgave af en koordineret plan for de unge.

Udfordringen med dette er, at vi som fagprofessionelle gør et stort arbejde for at skabe en plan, som meget få borgere efterspørger eller har ressourcer eller kompetencer til at følge med i. På den måde bliver det digitale en ekstra manuel opgave for de professionelle, som borgeren er i kontakt med. Vi kommer ofte til at skulle sidde ved siden af, når borgeren skal bruge deres selvbetjeningsløsninger, for de kan ikke selvbetjene.

Hvem skal forklare den udsatte borger den afgørelse robotten har truffet? Hvem skal sikre borgerens retssikkerhed? Og hvem sikrer de ansatte, når robotten har besluttet noget forkert?
Karina Sørensen, beskæftigelsesfaglig medarbejder Viborg kommune

Og når digitalisering ofte kobles med økonomiske besparelser, så er besparelsen her i hvert fald helt væk.

MIN STØRSTE BEKYMRING ER, når man tænker, at man nu kan sætte en robot til at vurdere borgers risiko for langtidsledighed, få robotten til at give borger det rette kommunale tilskud og lade robotten træffe afgørelser i borgerens sag. Hvem skal forklare den udsatte borger den afgørelse robotten har truffet? Hvem skal sikre borgerens retssikkerhed? Og hvem sikrer de ansatte, når robotten har besluttet noget forkert?

Borger og sagsbehandler er ikke altid enige. Bestemt ikke! Men vi er to mennesker, der kan sætte os ned og tale sammen. Vi kan se hinanden i øjnene. Vi kan forklare, vi kan lytte, og vi kan i mange tilfælde trods alt finde et fælles fodslag om noget. Når jeg ikke ved, hvorfor robotten har besluttet, som den har, så kan jeg ikke forklare det, og hvem skal borgeren rette sin frustration og sin vrede imod? Robotten træffes ikke, men det gør jeg.

Jeg er ingen bangebuks, men jeg vil ikke udsætte mig selv eller mine kolleger for risiko for udadreagerende borgere på baggrund af beslutninger, der er taget i et lukket system.

Deltag i debatten - send dit indlæg på maks. 600 ord til [email protected].