Høje kvantitative krav og lav kontrol over ens arbejdssituation øger risikoen for hjertesygdomme. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Jobbelastning øger risiko for hjertesygdom

9. nov 2020, 20:00
Forskning fra NFA viser en sammenhæng mellem belastende psykosocialt arbejdsmiljø og risikoen for fx blodprop i hjertet.

Denne artikel er oprindeligt bragt på HK Kommunal.dk og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.

Det er farligt for hjertet at arbejde under job-strain, skriver HK Kommunal.dk.

Og jobstrain er her defineret som et belastende psykosocialt arbejdsmiljø sammen med en kombination af høje kvantitative krav og lav jobkontrol – altså dybest set et udtryk for ubalance mellem krav og kontrol/selvbestemmelse.

LÆS OGSÅ: Medarbejderne har mistet indflydelse på danske arbejdspladser

Der er faktisk 20 procent forøget risiko for en iskæmisk hjertesygdom, typisk blodprop i hjertet, hvis man arbejder under høj ”jobstrain”.

Det viser en undersøgelse fra Nationalt Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), som har fulgt ikke mindre end 1,6 mio. danske borgere, som er parret med surveys af, hvordan det psykiske arbejdsmiljø og jobstrain er i deres job.

Hvis først man har klaret mosten

En pointe i fundene er, at risikoen for hjertesygdom kun stiger de første 2-3 år med jobstrain – derefter sker der faktisk et lille fald, selv om belastning og ubalance fortsætter.

LÆS OGSÅ: Sundhedstjek på jobbet afslørede livsfarlig hvilepuls: Tom, du har reddet mit liv

Det tolker en af forskerne bag – Reiner Rugulies fra NFA – som at, hvis først man har ”overlevet” nogle år med de rammer, så er man robust og kan fortsætte, mens dem der ikke kan ”klare mosten”, nok er stået af.

Han understreger også, at der er usikkerheder, men at de i princippet kan trække resultatet i begge retninger, så konklusionen er, at ubalance mellem krav og selvbestemmelse klart øger risikoen for hjertesygdom.