Kvinde_avis_jobannoncer_Stine_Munk_Jensen_Ritzau_Scanpix_redigeret
Antallet af jobannoncer lå i december 20 procent højere end året før , viser nye tal fra Jobindex. Foto: Stine Munk Jensen/Ritzau Scanpix

Jobmarked tilbage på samme niveau som før krisen

29. jan. 2021 14.24

Det samlede jobannonceantal har nået nye højder i oktober, november og december 2020, skriver Jobindex.dk.

Sæsonkorrigeret var der 24.300 nye jobannoncer i december måned mod 24.800 i november måned og 23.800 i december 2019. December 2019 var præget af optimisme, fordi det endeligt så ud til, at der var lavet en Brexit-aftale, så usikkerheden om Brexit og handelskrig var forsvundet, og corona-virussen havde ikke ramt endnu.

Så jobmarkedet er tilbage på samme niveau som før krisen, og har de sidste fem måneder ligget over samme måned i 2019. Så det ligner ikke længere en midlertidig effekt.

LÆS OGSÅ: For syvende måned i træk: Antallet af ledige falder

De nye restriktioner i december måned har ramt detailhandlen og hotel og restauration hårdt. Detailhandel ligger 20 pct. under december 2019, mens hotel og restauration ligger hele 46 pct. under december 2019. Hotel og restauration faldt hele 80 procent i starten af corona-krisen, men kom op igen og lå kun 8 pct. nede i sommer, men er altså nu faldet tilbage igen.

Det ændrer dog ikke på, at det samlede antal jobannoncer er steget, fordi stort set alle brancher er steget i forhold til sidste år. Antallet af offentlige jobannoncer ligger 20 pct. over niveuet i december sidste år, og private funktionærstillinger ligger 13 pct. over december sidste år.

Antallet af private ikke-funktionærstillinger er faldet og ligger nu 10 pct. under oktober sidste år, men det dækker over, at store kategorier som detailhandel og hotel og restauration er faldet, mens andre private ikke-funktionærstillinger som fx lagerstillinger og industriel produktion ligger væsentligt højere end sidste år.