Sinem Demir og Lisa Kramme Pedersen er tjenere på Jensens Bøfhus på Axeltorv i København. Begge er fra mandag lockoutet fra deres arbejdsplads. Foto: Privatfoto

Jensens Bøfhus smider tillidsfolk på gaden: "Kujon"

8. apr, 13:44
- Vi fortsætter kampen, siger den nu tidligere ansatte tjener, Lisa Kramme Pedersen

Jensens Bøfhus smider to tillidsfolk på gaden.

Det bekræfter den ene, Lisa Kramme Pedersen, over for Netavisen Pio.

Jensens Bøfhus har ellers efter endt lockout taget samtlige ansatte, der er medlem af 3F tilbage, men altså ikke to tillidsrepræsentanter, der frem til lockouten medio marts arbejdede på Jensens Bøfhus-restauranten på Axeltorv over for Tivoli i København City.

Måtte ikke have 3F med til samtale
- Nej, vi er ikke tilbudt genansættelse. Vi blev hver for sig tilbudt en samtale med direktør Anders Nikolaisen. Vi bad så om, at der kom en bisidder med fra 3F København til samtalen. Det kunne Jensens Bøfhus ikke acceptere, så nu er jeg og Sinem (Kiraz Demir, red.) smidt på gaden, bekræfter Lisa, der frem til starten af lockouten var arbejdsmiljørepræsentant for sine kollegaer på bøfkædens restaurant på Axeltorv.

LÆS OGSÅ: Frisør får kæmpe bøde: Klippede kunder derhjemme

Den anden ikke-genansatte kollega er Sinem Kiraz Demir, der hidtil har været tillidsrepræsentant for de ansatte på Axeltorv.

- Jeg tænker, at Anders Nikolaisen er lidt af en kujon. Han tør ikke have nogen ansatte, som er uenig med ham. Han tør ikke have nogen ansat, som kæmper for bedre løn- og arbejdsforhold for de ansatte. Trist at det skal være sådan i 2020, siger Lisa Kramme Pedersen til Netavisen Pio.

- Jeg opfordrede til det sidste Anders Nikolaisen til at gå forhandlingsvejen - særligt med henvisning til corona-krisen, der gjorde de ansatte ekstra usikre. Men Nikolaisen og Jensens Bøfhus ønskede konfrontationen, og nu har de forvandlet overenskomsten til hakkekød. Men vi fortsætter kampen, siger Lisa Kramme Pedersen.

Ansatte splittes op
Lisa Kramme Pedersen beklager, at de ansatte hos Jensens Bøfhus fremover splittes op i et A- og et B-hold:

- Fremover vil Jensens Bøfhus splitte de ansatte op i et A- og B-hold. Nye ansatte bliver ansat på en B-overenskomst. Og de ansatte står nu under tillidsfolk og har ikke adgang til det arbejdsretslige system.

Mandag meddelte Jensens Bøfhus fagforbundet 3F, at man efter endt lockout opfatter sig som frigjort fra overenskomsten fra 3F. Det fik tirsdag 3F til at varsle omfattende konflikt mod Jensens Bøfhus.

- Men nu styrer vi efter en omfattende konflikt mod Jensens Bøfhus - vi går efter at presse ledelsen tilbage til forhandlingsbordet,  sagde forhandlingssekretær hos 3F Privat Service Hotel og Restaurant, Peter Lykke Nielsen, tirsdag til Netavisen Pio.