20201016-154858-4-1920x1279we
- Vi er blevet frataget vores ret til at drive forretning, siger adm. direktør i Jensens Bøfhus, Anders Nikolaisen. (Arkivfoto) Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Bøf-direktør fortsætter kampen mod 3F: 'Vi er blevet frataget vores ret til at drive forretning'

13. jul 2021, 8:29
Jensens Bøfhus fortsætter sin kamp for retten til coronastøtte trods nederlag i Arbejdsretten.

Selvom Jensens Bøfhus fredag tabte en sag i Arbejdsretten, er adm. direktør Anders Nikolaisen ikke klar til at kaste håndklædet i ringen.

Dommen er nemlig kun en lille del af en samlet stor sag, siger bøf-direktøren til Børsen.

LÆS OGSÅ: Arbejdsretten slår fast: 3F-konflikt mod Jensens Bøfhus var lovlig

Jensens Bøfhus og fagforbundet 3F har stået på hver sin side i en konflikt, der begyndte i 2019, da overenskomstforhandlinger mellem de to parter brød sammen. Bøfhuset lockoutede de organiserede ansatte i marts 2020, og 3F svarede senere igen med strejke og blokade. 

Konflikten kulminerede, da bøfkæden ikke kunne modtage lønkompensation fra staten, da coronaen lukkede landet ned, på grund af netop den faglige strid med 3F. Staten blander sig nemlig ikke i en arbejdskonflikt ved at betale offentlige ydelser til nogen af de stridende parter - det såkaldte neutralitetsprincip.

Det fik Jensens Bøfhus til at hive 3F i Arbejdsretten, da kæden mener, at 3F's konflikt var ulovlig, da den truede virksomhedens eksistens. Men ifølge Arbejdsretten var konflikten altså lovlig. 

Derfor går Anders Nikolaisen og Jensens Bøfhus nu en anden vej. Kæden har klaget til Folketingets Ombudsmand og vil have ham til at gennemgå sagen fra et juridisk og lovgivningsmæssigt perspektiv.

- Vores virksomhed og så mange andre virksomheder er blevet eksproprieret i forbindelse med den her nedlukning. Vi er blevet frataget vores ret til at drive forretning. Normalt følger der en erstatning, når staten eksproprierer, og den har vi ikke fået med henvisning til det her lidt besynderlige neutralitetsprincip, siger Anders Nikolaisen til Børsen.

Han vurderer, at sagen har kostet kæden et sted mellem 20 og 30 millioner kroner. Det svarer til to-tre gange selskabets overskud i 2019.

LÆS OGSÅ: Analyse: Derfor er opgøret om Jensens Bøfhus helt afgørende for fagbevægelsen