Jakob_Sand_Kirk_1650_px

Fagforeninger må spørge sig selv:
Hvad vil vi være for småjobberne?

16. sep. 2021 13.41
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]
Platforme udfordrer arbejderbevægelsen til at se indad: Er platforme bare plattenslagere, og hvad vil fagforeningerne være for de digitale småjobbere?

MED NEMLIG.COM-DEBATTEN og Ceveas rapport om 0-timers kontrakter er debatten om platforme og løsarbejdere igen røget til tops på den arbejdsmarkedspolitiske dagsorden. Tallene viser, at platforme stadig kun giver danskerne begrænset indtægt, men organiseringsformen vinder frem, især blandt bude og på transportområdet.

LÆS OGSÅ: Ekspert om boom i løse ansættelser: 'Det ikke altid et positivt tilvalg'

Så der er ingen vej udenom. Vi skal indstille os på, at arbejde ikke nødvendigvis er faste ansættelser med traditionelle overenskomst-ordnede forhold. Så fagbevægelsen må spørge sig selv: Hvad vil vi være for de nye småjobbere – eller moderne daglejere, om man vil?

Hvordan vil vi som fagbevægelse byde de nye grupper velkommen i vores foreninger, servicere dem, sikre dem ordentlige forhold i deres småjobs, og ikke mindst sikre, at de ikke udnyttes til dumping af løn og arbejdsvilkår?

Småjobs er ikke noget nyt, men karakteren ændrer sig

Gennem en årrække er der blevet råbt vagt i gevær fra fagbevægelse, politikere og medier: Arbejdsmarkedet er under forandring. Faste ansættelser viger for løs tilknytning. Platformen vinder frem og formidler enkeltopgaver og ”gigs”. Senest har tænketanken Cevea offentliggjort en rapport, der viser, at 300.000 danskere har ansættelser uden faste timeantal.

Hvad vi her kan kalde ”småjobberne” vinder frem.

Der er ikke noget nyt i, at nogle grupper ikke har et fast job, men løser enkeltstående opgaver, hvad enten det er som højtbetalte konsulenter, kunstnere, freelancere eller daglejere på havnen. Det nye er formen
Jakob Sand Kirk, strategisk rådgiver

Der går jo sjældent røg uden en brand, og der sker da også noget på arbejdsmarkedet i disse år. Men lad mig først slå fast: Der er ikke noget nyt i, at nogle grupper ikke har et fast job, men løser enkeltstående opgaver, hvad enten det er som højtbetalte konsulenter, kunstnere, freelancere eller daglejere på havnen.

Det nye er formen. Med platformenes evne til at føre ”småjobberne” og ”opgavestillerne” sammen, sker der noget grundlæggende nyt, og det rummer såvel muligheder som risici.

LÆS OGSÅ: Regeringen sætter Nemlig.com under pres: På vej med opgør mod 'falske selvstændige'

Muligheder, fordi mange faktisk gerne vil løse enkeltopgaver og på den måde sammensætte deres eget arbejdsliv eller supplere deres faste indtægt.

Risici, fordi nogle bliver prisgivet platformenes begrænsede rammer i deres søgen efter småjobs. Platformene er nemlig primært indrettet efter betalernes – altså opgavestillernes – ønsker og behov, og først derefter efter opgavetagernes og samfundets behov for ordentlige forhold og fælles regler og skattebetaling.

Arbejdsmarkedsforskerne på FAOS har set nærmere på omfanget at platformsøkonomien i Danmark. Deres tal viser, at man ikke - baseret på danskernes indtjening fra platforme - kan konstatere nogen stor vækst på området. Tværtimod har indtjeningen fra platforme i 2017 og 2019 ligget nogenlunde stabilt.

Kun godt to procent af danskerne har haft indtægter via platforme, og det endda hvis man medtager platforme til deling af for eksempel biler og lejligheder. De fleste har tjent mindre end 25.000 kr. årligt før skat, selv om andelen er steget mellem 2017 og 2019.

Der skal sættes krav til platformene, og de skal myndighedshåndhæves. Og det burde jo ikke være så svært. Der er jo data på det hele
Jakob Sand Kirk, strategisk rådgiver

Kan vi så afblæse alarmen? Nej. For det første trak den nok største arbejdsplatform, Uber, sig ud af Danmark mellem de to undersøgelser. For det andet er undersøgelsen en stikprøveundersøgelse. Mange ansatte er tydeligvis unge udlændinge på visit, og disse - måske mest udsatte - småjobbere findes formentligt ikke i sådan en undersøgelse.

Og vi kan jo alle kigge ud ad vinduet og konstatere, at der kører stadig flere bude fra fx Wolt eller Nemlig.com rundt. Disse bude er netop en variant af småjobbere, der gennem selskabernes platforme får enkelt-budjobs.

Tal fra Fødevarestyrelsen viser da også, at der på tre år er sket en 13-dobling i antallet af selvstændige madbude i Danmark. I 2018 var der 919 små selvstændige bude. I begyndelsen af 2021 var der 12.695. Så det er et område i vækst, og med diskussionerne lige nu om Nemlig.com og Intervare A/S’ forretningsmodeller, er diskussionen i særdeleshed aktuel.

Ikke alle platforme er plattenslagere

Medierne har den seneste tid bugnet med grelle eksempler på udnyttelse af bude, der får sygdomsbøder og ikke har almindelige arbejdsmiljøforhold, og dette på trods af, at de arbejder under klar instruks og i uniform.

For år tilbage måtte Uber forlade Danmark, da de ikke ønskede at leve op til de fælles taxaregler og betale skat i Danmark. Alt dette efterlader et indtryk af platformene som plattenslagere, der bruger teknologi til at fravriste lønmodtagere deres rettigheder og undgå at betale til fælleskassen. Og den slags findes helt sikkert sted, men lad os ikke slå alle platforme over en kam.

I sig selv er platformsteknologi ikke dårligt. Det kan benyttes til både god, serviceorienteret opgaveformidling på ordentlige forhold og misbruges til at omgå regler og lave social dumping.

LÆS OGSÅ: 300.000 arbejder på nul-timers-kontrakter i Danmark, mener tænketank: Eksperter er kritiske

Det er jo smart at kunne få løst enkeltopgaver, og mange danskere ønsker faktisk selv at sammensætte deres arbejdsliv eller tjene lidt ekstra. Men det skal naturligvis foregå på betryggende og ordentlig vis. For forbrugeren, for småjobberen og for samfundet. Så der skal stilles krav til platformene, og de skal myndighedshåndhæves. Og det burde jo ikke være så svært. Der er jo data på det hele.

Hvad vil fagbevægelsen være for småjobberne?

Det er en oplagt opgave for fagforeningerne at presse på for ordentlig regulering af platformsområdet, så det ikke bliver en teknologisk undvigelsesmanøvre i forhold til de fælles forpligtigelser, som traditionelle danske arbejdsgivere har. Der skal gælde samme regler for forbrugerbeskyttelse, skat og arbejdsmiljø som for andre typer arbejdsgivere og opgaveløsere i Danmark.

Fagbevægelsen kæmper for lovgivning og myndighedshåndhævning på disse områder. Men i de fleste fagforeninger er det fortsat et åbent spørgsmål, hvad man som forening vil være for småjobberne.

Der er kommet nogle første bud. 3F har på det private område indgået en overenskomst med opgaveplatformen Hilfr, så man som opgavestiller kan vælge, at det skal være med ordentlige, 3F-aftalte, forhold. Teknisk Landsforbund har gennem en årrække ageret platform og formidlet opgaver til medlemmerne. HK har oprettet et helt freelanceunivers og hjælper medlemmer som små selvstændige.

I dag foregår formidlingen af daglejere ikke på havnen, men på nye platforme og gennem snedige kontrakter. Det gør kampen kompliceret
Jakob Sand Kirk, strategisk rådgiver

Men der er stadig langt igen. Småjobbene og småjobberne vil blive stadig flere. Og hvis ikke fagforeningerne grundlæggende omfavner småjobberne, går de andre steder hen – eller endnu værre, de bliver udnyttet til at underbyde resten af området på løn, vilkår og arbejdsmiljø.

LÆS OGSÅ: Fagligt wakeup-call: De unge svigter de faglige a-kasser

Derfor, kære fagforeninger: Find ud af hvad I vil være for småjobberne på jeres områder:
- Hvad vil I være for dem?
- Hvordan kan I give dem værdi – service, rådgivning, forsikringer?
- Og hvad skal de betale for det?

For selv om håndteringen af småjobbere i alle dens afskygninger – om det er 0-timers kontrakter, falske selvstændige eller platforme – på en måde er en venden tilbage til rødderne for fagbevægelsen og kampen mod daglejere, så er denne nye kamp mod udnyttelsen alligevel anderledes.

I dag foregår formidlingen af daglejere ikke på havnen, men på nye platforme og gennem snedige kontrakter. Det gør kampen kompliceret. Desuden vil mange i dag faktisk gerne selv sammensætte deres arbejdsliv, og det skal der være plads til. Det gør, at tilbud og regulering skal være fleksibel og individuelt orienteret.

Om Jakob Sand Kirk

Jakob Sand Kirk (f. 1976) har mange års erfaring i politisk ledede organisationer og virksomheder inden for fagbevægelse, arbejdsmarkedspension og den almene boligsektor. Han er i dag selvstændig rådgiver med fokus på politisk rådgivning og organisationsudvikling.