Jakob_Sand_Kirk_1650_px

Jakob Sand Kirk: Bliver dagpenge fagbevægelsens næste store Arne-kampagne?

6. feb 2021, 09:00
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]

DEN 21. DECEMBER kunne beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) annoncere, at 41.000 får ret til at trække sig tilbage før pensionsalderen. Det var kulminationen på en årelang kamp for en værdig pension for Arne og andre lønmodtagere af den mere klassiske arbejdertype - altså dem der startede helt unge på arbejdsmarkedet, ikke fik en lang uddannelse og har hårdt fysisk arbejde.

LÆS OGSÅ: Forstå kampen for ret til tidlig tilbagetrækning

Det er en kamp, som har fyldt stadig mere hos danskerne i almindelighed og for dem med rødder i arbejderbevægelsen og DF i særdeleshed. Hummelgaard kunne dermed med god samvittighed gå på juleferie og derefter fædreorlov. For han havde leveret den første store lønmodtagervenlige reform i mange år.

Han havde leveret en reform, der handlede om at styrke og udvide rettigheder og ikke blot om at øge arbejdsudbuddet ved at betone pligter og slække rettigheder.

Historien om Arne er dermed også historien om, at man igen kan tale om rettigheder og værdigt liv. I lang tid handlede det om golfspillende tandlæger, som er efterlønsområdets version af Dovne Robert, når snakken gik på pension og efterløn. Det billede har ændret sig, efter Arne er kommet på banen.

I de sidste mange år er danskerne blevet ældre. Med velfærdsforliget fra 2006 aftalte politikerne, at efterløns- og pensionsalderen skal stige med befolkningens alder. Det var sund fornuft og som udgangspunkt suppleret med intentioner om at forbedre indsats mod nedslidning, så vi ikke bare bliver ældre, men også kan arbejde længere.

Men siden er efterlønnen stort set udfaset i arbejdsudbuddets navn. Desuden har investeringerne i arbejdsmiljø været begrænsede.

LÆS OGSÅ: Analyse: Arne-plan er kun begyndelsen til et bedre arbejdsmiljø

Derfor har der i en årrække fra fagbevægelsens side været rejst kritik af, at mange lønmodtagere ikke vil kunne holde til det stadig længere arbejdsliv. Især 3F og FOA rejste tidligt debatten om at differentiere pensionsalderen, så deres hårdtarbejdende medlemmer, der typisk kommer tidligt på arbejdsmarkedet, måske også kan trække sig før dem, der har læst længe og har haft mindre nedslidende arbejde.

I 2016 søgte en relativt nyvalgt LO-formand Lizette Risgaard at samle de faglige LO-tropper under overskriften Flere gode år på arbejdsmarkedet. Det banede vejen for, at fagbevægelsen formulerede en fælles en linje, hvor man koblede arbejdsmiljø, værdig tilbagetrækning og efter- og videreuddannelse.

Billede: 3F's plakat for arrangementet i Cirkusbygningen.

I 2017 gik 3F i udbrud på pensionsfronten og leverede en danmarksrekord med 200.000 underskrifter mod højere pensionsalder. Det skete som led i en digital mobiliseringskampagne, som spredte sig som en steppebrand.

Kampagnen viste, at der var folkelig opbakning i sagen, og kulminerede i, at Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl mødtes i Cirkusbygningen i København med 3F-formand Per Christensen som vært. Forløbet viste, at der var politisk krudt i pensionsdagsordenen, og at Socialdemokratiet havde fundet en vej til DF-vælgerne.

Vejen var banet for Arne. For der var der bred opbakning i stemmehavet til, at det var Arnes tur, som sloganet blev på de socialdemokratiske valgplakater med bryggeriarbejder Arne Fjelstrup som posterboy i 2019. Arne var blevet posterboy for og til de arbejdere, som Socialdemokratiet nu igen ville være der for.

Socialdemokratiet slog spørgsmålet om en værdig tilbagetrækning stort op under valgkampen men bandt sig faktisk også stramt til masten på spørgsmålet efter valget. Det til trods for, at det i perioder så ud til at kunne blive svært at samle flertal for en forbedring af pensionsrettighederne. Arne-pensionen blev løftet, der skulle leveres på.

Et løfte der i Socialdemokratiet og fagbevægelsen blev set som et spørgsmål om værdighed og fairness. Men også et løfte, som gav mening politisk. Det var jo sådan, at danskerne bredt, og i særdeleshed de vigtige svingvælgere i DF-land, bakkede op.

Så enten ville man lande en god klassisk reform med reelle forbedringer for lønmodtagerne. Eller også ville man have et godt udgangspunkt for en klassisk socialdemokratisk valg(om)kamp.

Billede: Socialdemokratisk valgplakat fra 2019 fundet på Berlingske.dk.

Regeringen havde gode allierede i fagbevægelsen. Det kom blandt andet til udtryk i initiativet Alliancen for en værdig tilbagetrækning, som Dansk El-Forbund, Fødevareforbundet NNF, Blik- og Rørarbejderforbundet og Malerforbundet etablerede for at bakke op om reformkravet.

De fire forbund repræsenterer 65.000 medlemmer, hvoraf mange er startet tidligt og har hårdt arbejde. Men de repræsenterede også et bredt anerkendt krav om, at der skulle gøre noget.

De stillede utrætteligt op med formænd og medlemmer - både til forhandlingsmøder og udenfor forhandlingerne. På den måde lagde de pres på forhandlingsparterne og var med til at sikre en sejr for deres bagland.

LÆS OGSÅ: SF vil frede dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere til efter sommerferien

For dem og mange almindelige lønmodtagere i Danmark har kampen for en værdig pension været en klassisk kamp for værdighed og velfærdsrettigheder. Og hvem ved, måske sidder de lige nu og tænker: "Måske er Arne-reformen bare den første af en række reformer, der genskaber værdighed og balance mellem pligter og rettigheder?"

Og hvem ved, i forlængelse heraf presser en anden tanke sig måske på: ”Måske er dagpengene det næste område?”. Hvem ved?

Billede: Forbundene i Alliancen for en værdig tilbagetrækning.

Om skribenten:

Jakob Sand Kirk (f. 1976) har mange års erfaring i politisk ledede organisationer og virksomheder inden for fagbevægelse, arbejdsmarkedspension og den almene boligsektor. Han er i dag selvstændig rådgiver med fokus på politisk rådgivning og organisationsudvikling.