Jakob Sand Kirk: Fagbevægelsens tre læringspunkter fra OK17

2. feb, 08:00
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]
Efter et frustrerende overenskomstforløb i 2017 har fagbevægelsens ledere forberedt deres organisationer på at forsvare de resultater, der netop nu forhandles hjem med arbejdsgiverne. De er klar i medierne, på de sociale medier og ude på arbejdspladserne.

Velkommen til Jakob Sand Kirk i spalterne. Han har senest været ansat i FH. Han er i dag selvstændig rådgiver med fokus på strategi og organisationsudvikling.

I FORÅRET 2017 bredte der sig en nervøs stemning i fagbevægelsen. Efter hårde men konstruktive forhandlinger præsenterede forligsmanden den 24. marts sin mæglingsskitse for overenskomstforhandlingerne på det private arbejdsmarked. Forhandlerne var enige om, at der lå en fornuftig aftale med en pæn økonomisk ramme. Nu skulle den bare stemmes hjem.

LÆS OGSÅ: Flere hundrede håndværkere til OK20-stormøde: 'Folk forventer sig meget den her gang'

Men så enkelt var det ikke. Det var en svær rejse frem mod, at man den 25. april kunne konstatere, at overenskomsten var stemt hjem med 56,5 pct. ja og en stemmeprocent på 51,8. Der havde i den mellemliggende måned været betydelig debat, og der var stadig store grupper med udbredt skepsis.

Nej til 42 timer: Da forhandlernes resultater blev fremlagt, kom kritikken prompte. Og den trådte på en altid øm tå, nemlig arbejdstid.

Under OK17 var Nej-kampagnen bedst forberedt på de sociale medier. Det lykkedes dem på flere områder at dominere debatten. Det ønsker ingen fagforeningsledere skal ske på deres områder under OK20
Jakob Sand Kirk, strategisk rådgiver

Det var i industriens overenskomst aftalt (og det var ført videre på en række andre områder), at virksomhederne havde mulighed for at varsle “systematisk overarbejde”. Det måtte maksimalt være 1 time om dagen, skulle honoreres som overarbejde og afspadseres inden for 12 måneder. Altså en mere fleksibel form for overarbejdsplanlægning for virksomhederne, men ikke en generelt længere arbejdsuge. Men det skabte usikkerhed om arbejdstiden. En usikkerhed som effektivt blev udnyttet af en Nej-kampagne som hurtigt tog form.

Under overskriften “Nej til 42 timer”, og prydet med en sur version af OK-manden (fagbevægelsens kampagnelogo for overenskomstsystemet), startede en heftig kampagne på sociale medier. Den var drevet af et velorganiseret netværk af kritikere, der var særdeles aktive i debatten og delte både sjove og provokerende billeder. Et eksempel er hunde, der ikke blev luftet, og børn, der ikke blev hentet, fordi forældrene nu ville skulle arbejde i 42 timer. Et andet eksempel er bodypaint med den sure OK-mand.

Fotos: Screenshots af to af NEJ-kampagnens opslag

Nej-kampagnen kom hurtigt til at dominere de sociale medier og udvande forbundenes informationsindsats. Fagbevægelsen svarede igen med en ja-kampagne, men tonen var slået an, og det på trods af, at der nu flere år efter mig bekendt ikke har været en eneste faglig sag om bestemmelsen.

LÆS OGSÅ: Selvransagelse i fagtoppen: Det vil de gøre anderledes ved OK20

Så der var god grund til selvransagelse i fagbevægelsen. Hvad kunne man gøre bedre inden næste overenskomstrunde i 2020? Fagbevægelsen ser ud til at have draget i hvert fald tre vigtige læringer af OK17.

DEN FØRSTE OG HELT CENTRALE læring er behovet for en god og lang dialog med baglandet.
Allerede i perioden efter OK17 prioriterede de faglige ledere at komme ud i landet. Ikke mindst Kim Lind Larsen, den daværende formand for 3Fs Byggegruppe, der oplevede særlig stor frustration i deres bagland, brugte mange måneder på landevejen. En vigtigt investering i at genopbygge tilliden og skabe grundlaget for at gå sammen ind i nye overenskomstforhandlinger.

I 2019 og starten af 2020 er indsatsen fortsat. På alle de store områder har forhandlerne været ude i landet. Der er blevet holdt store møder for tillidsrepræsentanter og medlemmer, der vil drøfte forventningerne til forhandlingerne i 2020.

Det er ikke en ny indsats. Men den er intensiveret, og der kommunikeres meget mere om den, hvilket leder videre til den anden læring.

MAN SKAL STYRKE kommunikationen. Forenklet sagt har man på det private overenskomstområde haft den analyse, at man skal have ro om forhandlingerne, og så må man forklare resultaterne, når de foreligger. Man tror fortsat fuldt og fast på, at det er afgørende med et fortroligt forhandlingsrum. Det har gennem mange år vist sig at skabe gode resultater. Men der er som supplement kommet et øget fokus på, at man skal gøde jorden kommunikativt.

LÆS OGSÅ: HK Privat-formand inden OK-forhandlinger: Folk vil selv bestemme over deres arbejdsliv

Der skal sikres et bedre vidensgrundlag blandt journalister og i offentligheden om overenskomstforhandlingerne og hele overenskomstsystemet. Det skal give en bedre overordnet forventningsafstemning, så der er forståelse for, hvad man med nogenlunde rimelighed kan forvente sig af en overenskomstforhandling. Det handler om basale elementer, som at der både skal gives og tages, og at man på sigt kan opnå store resultater ved at tage et lille skridt ved hver overenskomstrunde.

Derfor har alle de store områder og FH styrket deres indledende information om overenskomstforhandlingerne. Desuden ser man topforhandlerne gå mere aktivt ud i offentligheden. Senest har Claus Von Elling, formand i 3F Byggegruppen, under overskriften “som tillidsmand er røven altid i klaskehøjde” givet interview om forventningerne til OK20 og hans eget ansvar overfor baglandet (Politiken den 26/1-2020).

Under OK17 var Nej-kampagnen bedst forberedt på de sociale medier. Det lykkedes dem på flere områder at dominere debatten. Det ønsker ingen fagforeningsledere skal ske på deres områder under OK20.
Jakob Sand Kirk

Eksempler på fagbevægelsens informationssider om OK20:

DEN TREDJE LÆRING HANDLER OM organisatorisk styrke. Man skal være klar til kamp, til at forklare og forsvare sine resultater. Det er en gammel fagforeningsdyd, der igen er kommet i fokus.

Under OK17 var Nej-kampagnen bedst forberedt på de sociale medier. Det lykkedes dem på flere områder at dominere debatten. Det ønsker ingen fagforeningsledere skal ske på deres områder under OK20. Derfor er man denne gang klar til at tage debatten både i medierne, på de sociale medier og på arbejdspladserne. Det skal den bedre inddragelse af tillidsrepræsentanterne og baglandet sikre. Desuden har lederne og særlige ambassadører forberedt sig på, at de skal tage debatten, også selv om tonen kan blive hård. Man kan ikke lade modstanderne stå uimodsagt.

Om skribenten

Jakob Sand Kirk (f. 1976) har mange års erfaring i politisk ledede organisationer og virksomheder inden for fagbevægelse, arbejdsmarkedspension og den almene boligsektor. Han er i dag selvstændig rådgiver med fokus på strategi og organisationsudvikling.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Arbejdsliv her