20140911-141901-3-1920x1279we
Per Hallgren oplever, at medarbejderne stortrives med de mere fleksible arbejdstider, som coronakrisen har bragt med sig. (Arkivfoto) Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix

Bæredygtigt arbejdsmiljø:
Coronaen har været en øjenåbner for Jeudan-direktør

19. okt. 2020 20.50
Coronakrisen har været en øjenåbner for arbejdsmiljøet i Jeudan, der i disse år har skærpet fokus at forbedre ejendoms- og servicevirksomhedens psykiske såvel som fysiske arbejdsmiljø. Opskriften lyder blandt andet på mere fleksibilitet, kommunikation og digitalt nærvær.

For Danmarks største børsnoterede ejendoms- og servicevirksomhed, Jeudan A/S, har coronakrisen været en øjenåbner i forhold til arbejdsmiljøet.

En øjenåbner, fordi nøglen til at forbedre det fysiske og psykiske arbejdsmiljø findes i et øget fokus på kommunikation og samarbejde.

Det fortæller virskomhedens administrerende direktør, Per Hallgren, til A4 Arbejdsmiljø.

- Jeg har fået en tættere dialog med vores tillidsmænd, arbejdsmiljøorganisation og formænd på byggepladserne som følge af coronaen. Der er da nogle ting, som jeg har kunnet se, når jeg har været ude og tale med dem, hvor jeg har måttet erkende, at der er ting, vi godt kan gøre bedre, forklarer Per Hallgren.

LÆS OGSÅ: Carlsberg har succes med at ændre arbejdsgange: Medarbejdere er blevet sundere

Ejendoms- og servicevirksomheden Jeudan A/S, der blev grundlagt tilbage i 1898, er en virksomhed med mange facetter, som blandt andet investerer og driver større kontor-, bolig- og detailejendomme primært i Storkøbenhavn. Jeudans godt 600 medarbejdere råder over vidt forskellige arbejdsopgaver, der strækker sig fra de håndværksmæssige til mere akademiske af slagsen.

Ifølge Per Hallgren har coronakrisen lært ham, at arbejdsmiljøorganisationen i virksomheden ikke længere blot skal mødes i et mødelokale, når de lægger slagplan for arbejdsmiljøindsatsen.

De skal ud og opleve, hvad der foregår rundt omkring i virksomheden og få et indblik i, hvor der kan optimeres i arbejdsmiljøet. Det vil forbedre kommunikationen på tværs af virksomheden, mener Per Hallgren. 

Fokus på bæredygtigt arbejdsmiljø

- Det handler om at styrke kommunikationen, som også øger forståelsen for de forskellige afdelinger. Medarbejderne skal mødes i øjenhøjde. Før tog vi det lidt for givet, når vi fik fortalt, hvordan tingene var ude på byggepladserne, men at opleve tingene i virkeligheden, giver et andet perspektiv. Det har jeg selv haft glæde af, siger Per Hallgren.

Jeudans øgede fokus på kommunikation er led i det samlede fokus på et bæredygtigt arbejdsmiljø, som er ved at blive implementeret i virksomheden.

Skulle det ske, at coronaen bryder ud på en byggeplads, har Jeudan allieret sig med en privat sundhedsvirksomhed, som i givet fald vil komme ud og teste medarbejderne
Per Hallgren, adm. direktør, Jeudan A/S

Det er ikke ændringer, man laver fra den ene dag til den anden, erkender Per Hallgren. 

- Den svære del er at få det til at virke i organisationen – dels nede i de enkelte afdelinger, men også på tværs af de forskellige afdelinger. Det er 365 grader rundt: Det er både den enkelte medarbejders sundhed, det er ordentlige faciliteter og velfærdsforhold, der skal være i orden, forklarer han.

Corona-tiltag og digitalt nærvær

Coronakrisen har ændret hverdagen for alle medarbejdere i den børsnoterede virksomhed. 

- På byggepladserne har vi fået skærpede retningslinjer for rengøring, færdsel mellem afdelinger, afstand, stående byggemøder og afspritning, ligesom vi tilbyder mundbind og handsker til dem, der måtte ønske det. Det gælder også vores salgschefer; når de fremviser lejemål til nye kunder, så har de også værnemidler med – både til dem selv og kunderne, siger Per Hallgren. 

Derudover opfordres medarbejdere, der regelmæssigt mødes med mange mennesker, til at blive corona-testet løbende.

- Skulle det ske, at coronaen bryder ud på en byggeplads, har Jeudan allieret sig med en privat sundhedsvirksomhed, som i givet fald vil komme ud og teste medarbejderne, forklarer Per Hallgren. 

Vi har brugt mange kræfter på at sikre en god tilstedeværelse i en digital tidsalder med meget hjemmearbejde og digitale møder: Der er jo en stor værdi i, at man lige stikker hovedet ind på kontoret og hører, hvordan det går og har lidt kollegialt nærvær
Per Hallgren, adm. direktør, Jeudan A/S

I den administrative del af virksomheden er kontormiljøet i langt højere grad blevet erstattet med hjemmearbejde.

En omvæltning, der har fået Per Hallgren og Jeudan-ledelsen til at tænke digitalt nærvær ind som en ny måde at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø hos de medarbejdere, der normalt har deres daglige gang på kontoret i Bredgade i København.

- Vi har brugt mange kræfter på at sikre en god tilstedeværelse i en digital tidsalder med meget hjemmearbejde og digitale møder: Der er jo en stor værdi i, at man lige stikker hovedet ind på kontoret og hører, hvordan det går og har lidt kollegialt nærvær.

- Det er udfordrende i disse tider. Derfor træner vi vores ledere i løbende at tage digital kontakt til vores medarbejdere for at høre, hvordan de har det. Det, tror vi, der er en stor værdi i, tilføjer Per Hallgren.

Fleksibilitet

Faktisk har Jeudans kontormiljø på Bredgade på intet tidspunkt lignet sig selv siden nedlukningen i foråret. Hjemmearbejdet har nemlig varet ved trods genåbningen af samfundet, da Per Hallgren ikke ønsker nogen slingrekurs på coronafronten.

LÆS OGSÅ: Arbejdsmiljøchef i Københavns Lufthavne: 'Den travleste periode i mine mange år i faget'

Som en del af det øgede hjemmearbejde har Per Hallgren og den øvrige ledelse taget en dialog med de administrative medarbejdere om arbejdstiderne og mulighederne for at tilrettelægge arbejdet mere fleksibelt, så det flugter med de ansattes individuelle behov for fleksibilitet. Det har ifølge den administrerende direktør mundet ud i større arbejdsglæde blandt medarbejderne. 

- I dag har vi lagt arbejdstid ind i en fast ramme. Men der, tror jeg, vi har lært, at vi sagtens kan få tingene til at fungere, selv om vi agerer mere fleksibelt, hvad angår arbejdstid. Her oplever vi stor tilfredshed og arbejdsglæde med de rammer, og samtidig fornemmer jeg, at produktiviteten er intakt. Selvfølgelig er der også nogle kunder i den anden ende, der forventer, vi er til stede, så vi er i gang med at udarbejde en ny model for, hvordan den øgede fleksibilitet skal fungere fremadrettet.

Unge inspirerer

Netop fleksibiliteten er noget, Per Hallgren håber, vil få flere unge til at søge mod Jeudan. Virksomheden har i de seneste år har haft den udfordring, at flere ældre medarbejdere går fra, end der er yngre, som kommer til.

- De unge medarbejdere forventer mere. Vi skal have skabt nogle rammer for dem, som de synes, er attraktive. Det er en transformation, vi er inde i.

- Og så synes jeg, det er meget inspirerende med mange unge mennesker, fordi de ofte har mange ideer for fremtiden: Jeg mødes under normale omstændigheder en til to gange om året med medarbejderne under 25 for at høre, hvordan de har det, og hvad deres syn på tilværelsen og deres arbejdsplads er, tilføjer han. 

Foruden titlen som administrerende direktør besidder Per Hallgren også en række prominente bestyrelsesposter: Blandt andet posten som bestyrelsesformand i den borgerlig-liberale tænketank CEPOS og i CEJ Ejendomsadministration A/S.