20210703-194429-L-1920x1374we
Det er ikke lønkamp, men landskamp, disse unge, rødklædte kvinder markerer. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

EM har fået 10 gange så meget dækning som strejken: Sygeplejersker taber kampen om folkestemningen, mener ekspert

21. jul 2021, 10:16
Pressen har været markant mere optagede af sport og corona end sygeplejerskernes strejke, viser nye tal. Men det er en meningsløs sammenligning, lyder det fra DSR-formand Grete Christensen.

Sygeplejerskerne har godt og grundigt tabt kampen om den offentlige opmærksomhed til EM, corona og Tour de France.

I hvert fald hvis man kigger på de tørre tal for mediedækningen i løbet af strejkens første måned. 

LÆS OGSÅ: Er regeringsindgreb sidste farbare vej i sygeplejerskernes konflikt? Det har Grete Christensen et kryptisk svar på

Med 11.134 omtaler er EM-dramaet blevet dækket ti gange mere end sygeplejerskernes konflikt, der er blevet omtalt 1.189 gange.

Det viser en optælling i dagsordensættende medier i perioden 18. juni til og med 15. juli, som DR har foretaget via Infomedia.

Ekspert: De taber kampen om den offentlige mening

Strejken har fået opsigtsvækkende lidt opmærksomhed, mener kommunikationsekspert Tine Lund-Bretlau, der er partner i bureauet White Cloud og tidligere særlig rådgiver for Marianne Jelved (R). 

Og det kan gå ud over Dansk Sygeplejeråds chancer for at opnå et godt resultat med strejken.

- Jeg tror, at sygeplejerskerne taber kampen om den offentlige mening. Der er ikke ret mange mennesker at tale med, de får ikke særligt meget mediedækning, og deres budskab er uklart. Det gør det svært at lægge pres på politikerne, siger Tine Lund-Bretlau til DR.

LÆS OGSÅ: Analyse: Grete Christensen vil føre guerillakamp mod regionerne, men det rigtige mål ligger ved poolen

Også vaccination og testresultater for COVID-19 med 8.542 omtaler, Tour de France med 4.239 omtaler, Delta-varianten med 3.168 omtaler og rejsevejledninger til sommerferieramte danskere har med 1.294 omtaler slået mere igennem end strejken i dagspressen.

Ifølge Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen, er det dog helt hen i vejret at drage konklusioner om strejkens effekt ud fra de sammenligninger.

- Det giver ingen mening at veje mediedækningen af sygeplejerskernes strejke op imod en sportsbegivenhed. Det er da klart, at internationale sportsevents som EM og Tour de France dækkes langt mere af medierne, fordi det har et stort publikum. Og da især under dette EM. Vi er utroligt glade for den store opbakning, vi får fra danskerne, lyder det fra Grete Christensen i et skriftligt svar til DR.'

Tværtimod fremhæver DSR-formanden, at rødklædte sygeplejersker har været synlige i pressen og i gadebilledet hver eneste dag, siden strejken brød ud 19. juni.

LÆS OGSÅ: Enhedslisten vil have politisk indblanding i sygeplejerske-strejke: Mette Frederiksen har nøglen