A4_TR_logo

Indstillingerne til årets TR er i fuld gang:
40 har peget på deres lokale kandidat

6. sep. 2021 10.51
A4 Overenskomst hylder Danmarks tillidsrepræsentanter ved at kåre Årets TR 2021. I hele september kan du indstille din kollega.

De er medarbejdernes talerør til ledelsen og fagforeningernes forlængede arm på arbejdspladsen. 

Hos A4 Overenskomst vil vi i efteråret hylde det værdifulde arbejde, tillidsvalgte hver dag yder lokalt for at sikre ordentlige løn- og ansættelsesvilkår.  

Derfor kårer vi Årets TR 2021, og hele september kan du indstille din kollega til den flotte hæder. 

LÆS OGSÅ: Forfattere til ny bog om TR-rollen: Der stilles større og større krav

Siden vi onsdag åbnede for indstillinger, er i skrivende stund omtrent 40 tillidsrepræsentanter landet over blevet indstillet af deres kollegaer.

Indstillet syv gange

En af dem er Tina Cloe Krukow, som har nogle gode kolleger. Fra hendes arbejdsplads Bangsbo Hjemmepleje i Frederikshavn Kommune har hele syv af dem peget på hende som et bud til prisen som årets TR. 

Majbritt Jensen skriver. 

- Tina er en god tillidsrepræsentant, fordi hun er vellidt i alle hjem og arbejdspladser. Hun gør en ekstra indsats for sine kollegaer, når de har brug for det. Hun er altid klar på en snak eller telefonopkald, selvom hun har fri eller ferie, hvis man har problemer enten psykisk, fysisk eller socialt. 

LÆS OGSÅ: Vi kårer Årets TR: - De er rygraden på det danske arbejdsmarked, siger Lizette Risgaard

Line Nielsen uddyber: 

- Tina interesserer sig for sine kollegaer og er god til at spørge ind. Tina er TR hele døgnet, uanset hvornår man har spurgt hende om noget, så er hun klar med svar. Tina fortjener helt sikkert at blive årets TR.

Indstil din TR

På Jobcenter Lejre er Ilse Asmussen blevet indstillet af sin kollega Eva Klixbüll.

- Ilse Asmussen har altid med et utrætteligt engagement talt sine kollegers sag. Hun er handlekraftig og resultatorienteret. Ilse er meget opmærksom på de strømninger, der er på vores fælles arbejdsplads og handler proaktivt og meget professionelt på det, der rører sig i den daglige drift, skriver Eva Klixbüll.

Indstil din tillidsrepræsentant til den prestigefyldte pris her

Vi opdaterer løbende listen over alle indstillede, som du kan følge her

Skal din tillidsrepræsentant løbe med guldet?

A4 Overenskomst hylder Danmarks tillidsrepræsentanter ved at kåre Årets TR 2021.

Vi hylder de mennesker, der har båret kollegerne gennem en svær tid med corona­krise og vist lidt ekstra overskud. Fortjener din TR en hyldest? Er hun den, der skaber tryghed og tillid med et skulderklap? Ham, der skaber ro, når rygterne om fyringer breder sig?

Fortæl os deres historie og indstil dem til prisen som årets TR 2021. Alle kan indstille en tillidsrepræsentant på a4tr.dk. Indstillingen skal ske senest den 30. september 2021.

Vinderen kåres til den store prisfest den 25. november 2021 i DR Byen.

Vi opdaterer løbende listen over de indstillede tillidsrepræsentanter på a4tr.dk og på Facebook.

Fra oktober præsenterer vi ugentligt et portræt af en nomineret tillidsrepræsentant.