Festsalen på Arbejdermuseet har dannet ramme om alt fra faglige møder til internationale kongresser. Foto: Arbejdermuseet

Ikonisk mødested for arbejdere får million-indsprøjtning

16. dec 2019
Arbejdermuseet har modtaget 16 millioner kroner til restaurering af museets historiske festsal.

Der er god grund til at vifte lidt ekstra med de røde faner på Arbejdermuseet i disse dage.

Museet har nemlig modtaget 16 millioner kroner til restaurering af den historiske festsal, der ligesom resten af museet har 140 år på bagen.

LÆS OGSÅ: Kendt forfatter om skandale: Det var aldrig sket for en mand!

Sidste år blev festsalen optaget på den danske liste med forslag til UNESCO Verdensarv.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra A4 Arbejdsliv her

- Festsalen er et autentisk vidnesbyrd om arbejderbevægelsen som det vigtigste folkelige fællesskab i det moderne Danmark. Historisk set har festsalen været et ikonisk mødested for arbejderne. I dag udgør den en levende ramme om historieformidling, undervisning og aktiviteter, der diskuterer værdier og visioner for vores samfund i nutid og fremtid, siger Søren Bak-Jensen, direktør for Arbejdermuseet, i en pressemeddelelse.

Det er Augustinus Fonden og AKF-Fonden, der med donationer på henholdsvis 10 millioner og 6 millioner kroner støtter restaureringen af salen, der gennem historien har været et naturligt mødested for arbejderne.

- Festsalen er en ramme for arbejderbevægelsen – en ramme der både indeholder alvor og fest. Salen er et vidnesbyrd om alt det vi som bevægelse står på og står for. Her er fodspor fra alle bevægelsens store kvinder og mænd, siger siger Ejner K. Holst, formand for AKF-Fonden.

Salen har dannet ramme om alt fra faglige møder til internationale kongresser, og da Nelson Mandela i 1992 besøgte Danmark, bad han om lov til at holde tale i festsalen.

De mange millioner skal bruges til at få flere af salens oprindelige detaljer frem igen. Det gælder blandt andet udsmykninger, der med tiden er blevet malet over eller udformningen af sidelokaler, der undervejs er blevet forandret. Derudover har Arbejdermuseet længe haft et ønske om at forbedre energiforhold og indeklima i salen.

En del af finansieringen mangler fortsat, men direktør Søren Bak-Jensen tror på, at festsalen i sommeren 2021 vil kunne fremstå i fineste stand.