20210323-103213-L-1920x1279we
AP Møller-Mærsk er blandt de virksomheder, der ikke har mål for den grønne omstilling med i sine bonuskrav. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hver tredje C25-virksomhed har ikke grønne krav til ledelsens bonusser

5. aug. 2021 10.27
Investorer kritiserer, at otte af de største danske selskaber ikke bruger bonusstrukturen til at trække i en grøn retning.

Otte af de 24 selskaber på det danske C25-indeks har ikke mål for grøn omstilling og bæredygtighed skrevet ind i kravene til topledelsens bonusser. Det skriver Jyllands-Posten.

Det betyder altså, at de pågældende virksomheder ikke behøver at opfylde nogen konkrete mål for hverken klima eller samfundsansvar, for at ledelsen kan gøre sig fortjent til en bonus.

I sin optælling har Jyllands-Posten benyttet sig af det såkaldte ESG, som er et begreb, der dækker over hensynet til miljø, sociale forhold og god selskabsledelse. Blandt de selskaber, der ikke har ESG med i bonuskravene, er A.P. Møller-Mærsk, Coloplast, Pandora, Bavarian Nordic og Netcompany.

Kritik fra investorer

Og det er ikke godt nok, at nogle af landets største og bedst kendte virksomheder ikke benytter bonusstrukturen til at understrege over for både ledelse og omverden, at den grønne omstilling skal prioriteres. Sådan lyder det fra en af de største danske investorer.

- Det er en måde at vise, at hele ESG-dagsordenen er forankret på højeste niveau i virksomheden, og ved at få det med ind i incitamentsprogrammerne er vi også sikre på, at det er inde på den øverste ledelses agenda, siger Claus Wiinblad, aktiechef i ATP, der forvalter 960 mia. kr. på vegne af danskerne, til Jyllands-Posten.

Samme besked lyder fra Anders Schelde, investeringsdirektør i AkademikerPension, der kalder det "lidt svagt og noget bekymrende" i JP's artikel.

Flere af virksomhederne, herunder Mærsk og Bavarian, understreger over for avisen, at de er i gang med at undersøge, hvordan de kan implementere de ikke-finansielle mål i bonuskravene.