A4 Arbejdsmiljø har tidligere talt med HK'eren Andorthe, der blev udsat for seksuel chikane, da hun var ansat i politiet. Hun ønskede ikke at stå frem med ansigt. Foto: A4 Arbejdsmiljø

På bare ét år: Hver fjerde HK'er udsat for seksuelle krænkelser

16. okt 2020, 06:30
Hver fjerde HK'er har i løbet af det seneste år været udsat for uønskede berøringer eller seksuelle kommentarer på jobbet, viser ny undersøgelse.

Én ud af fire HK’er har været udsat for seksuelle krænkelser på jobbet inden for det seneste år.

Det viser en ny stor medlemsundersøgelse fra HK Danmark, som Epinion har foretaget. Knap 3.100 personer har svaret.

24,6 procent af de adspurgte svarer, at de inden for det seneste år har været udsat for enten uønskede berøringer, kys eller seksuelle kommentarer. 28,2 procent af mændene og 23,5 procent af kvinderne har været udsat for krænkende adfærd.

LÆS OGSÅ: Befamlet af chefen: Andorthe udsat for sexchikane i politiet

Tal, der er alt for høje, mener HK Danmarks næstformand, Martin Rasmussen.

- Seksuel chikane går ud over alt, alt for mange, og det gælder desværre også blandt HK’ere. Det skriger jo til himlen. Når næsten en fjerdedel af vores medlemmer har måttet stå model til seksuelle krænkelser, så er det endnu et klokkeklart vink om, at der er brug for at slå hårdere ned på problemet, siger han i en pressemeddelelse.

Konkrete spørgsmål giver flere tilfælde

Undersøgelsen skelner mellem det, der opfattes som krænkelser med seksuel undertone og decideret seksuel chikane.

Spørgsmålet om seksuelle krænkelser handler om konkrete tilfælde, hvor personer eksempelvis har oplevet blive udsat for seksuel adfærd på sociale medier, kys og berøringer eller vittigheder om sit køn.

LÆS OGSÅ: Markant stigning i sager om seksuel chikane

Erfaringer fra andre undersøgelser viser, at jo mere konkret man spørger ind til seksuel chikane og krænkelser, jo flere svarer, at de har oplevet det.

HK Danmarks nye medlemsundersøgelse er ingen undtagelse.

Blot 6,6 svarer ja til, at de har været udsat for seksuel chikane, mens derimod knap hver fjerde svarer, at de har været udsat for seksuelle krænkelser efter at have svaret på en række konkrete spørgsmål.

Blandt de HK-medlemmer, som svarer ja til, at deres arbejdsplads har en politik mod seksuel chikane, har 4,1 procent været udsat for seksuel chikane. Ser man på medlemmerne, som svarer nej, vokser andelen til over det tredobbelte og ligger således på 13,2 procent.

Artiklen fortsætter under grafikken

Næstformand med klar besked

Martin Rasmussen mener, at arbejdsgiverne bør løfte et større ansvar.

- Jeg har en klar besked til alle arbejdsgivere derude: I skal gå forrest for jeres medarbejdere. Det er jer, der skal være bannerførere for en sund kultur og sende et tydeligt signal om nultolerance overfor seksuel chikane. Og det er jer, der skal sørge for at få en politik med klare retningslinjer på plads og sikre, at alle ved, hvordan de skal håndtere og anmelde seksuel chikane. For det virker, siger han.

Undersøgelsens resultater ligger på niveau med en tilsvarende undersøgelse fra 2016, hvor også knap 25 procent af HK-medlemmerne svarede, at de havde været udsat for seksuelle krænkelser.

HK Danmark er Danmarks næststørste fagforening med 230.070 medlemmer. HK består af sektorafdelingerne HK Stat, HK Kommunal, HK Privat og HK Handel.