Hver fjerde 3F'er mener ikke, at deres arbejdsplads gør nok for at forhindre spredning af corona-virus. (Arkivfoto) Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Corona-indsats på jobbet: Hver fjerde 3F'er er utilfreds

27. apr 2020, 11:04
Hver fjerde medlem af fagforbundet 3F mener ikke, at deres arbejdsplads gør en god indsats for at forhindre, at de og deres kollegaer bliver smittet med coronavirus.

Mens store dele af Danmark har været lukket ned under corona-krisen, har mange 3F’ere stadig passet deres arbejde. Og det er ikke alle, der er tilfredse med de tiltag, som deres arbejdsplads har lavet for at forhindre, at de selv eller deres kollegaer bliver smittet med den frygtede virus.

LÆS OGSÅ: Dansk kendis-kok lukker sin restaurant 

Det viser en undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Fagbladet 3F.

Her svarer en ud af fire 3F’ere, at de ikke mener, at deres arbejdsplads gør nok for at undgå, at de og deres kollegaer bliver smittet med coronavirus.

Peter Hasle, der er professor i arbejdsmiljø ved Syddansk Universitet, er ikke overrasket over tallene.

- Alle er usikre på, hvad der faktisk er nødvendigt at gøre for at forebygge smitte på en arbejdsplads. Og der kommer hele tiden nye udmeldinger om, hvordan vi skal forholde os til coronavirus fra sundhedsmyndighederne. Så jeg har svært ved at forestille mig en situation, hvor alle vil være tilfredse med tiltagene på deres arbejdsplads, siger Peter Hasle til Fagbladet 3F.

- Set i det lys er det meget positivt, at der også er så mange, som er tilfredse med, hvad deres arbejdsplads gør for at forebygge smitte, siger han.

Arbejdsmiljøpolitisk chef i fagforbundet 3F, Ulla Sørensen, finder det positivt, at størstedelen af 3F’ere oplever, at deres arbejdsplads gør en god indsats for at forhindre smitte.

Men hun understreger, at undersøgelsen også viser, at der er plads til forbedringer og arbejdspladser, som ikke tager corona-situationen seriøst nok.

- Det er strengt nødvendigt, at arbejdsgiverne påtager sig deres ansvar i denne tid og tager alle de nødvendige forholdsregler for at beskytte deres medarbejdere, siger Ulla Sørensen.

LÆS OGSÅ: Vejrskifte - Nedslående melding fra DMI