Medarbejdere kan hjemsendes i hotel- og restaurationsvirksomheder uden løn som følge af udbruddet af coronavirus i Danmark. (Arkivfoto) Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Coronakrise: Medarbejdere kan hjemsendes uden løn

13. mar, 12:53
3F og Dansk Erhverv og Horesta er enige om, at ansatte kan sendes hjem uden løn under coronakrise.

For at redde job og virksomheder kan ansatte på hoteller og restauranter nu sendes hjem uden løn.

Det er fagforeningen 3F fredag nået til enighed om sammen med de to arbejdsgiverorganisationer Dansk Erhverv og Horesta. Det fremgår af pressemeddelelser fra Dansk Erhverv og Horesta.

Parterne er enige om, at det gælder frem til 29. marts 2020. Herefter skal parterne drøfte en eventuel forlængelse.

- Det er utroligt vigtigt i den nuværende situation, at alle viser samfundsansvar, siger viceadministrerende direktør i Dansk Erhverv Laurits Rønn i en pressemeddelelse.

- Jeg er glad for, at vi sammen med 3F har indgået denne aftale. Denne aftale kan være med til at holde hånden under virksomhederne i en vanskelig situation og dermed sikre, at ansatte har et job at vende tilbage til, når krisen er overstået, siger han.

Virksomhederne skal dermed ikke betale løn for de timer, som medarbejderne er hjemsendte. Medarbejderne skal genoptage arbejdet, når forholdene normaliseres.

Torsdag blev 3F og Horesta også enige om, at der på de enkelte arbejdspladser vil være mulighed for at lave lokale aftaler, som ikke lever op til overenskomsterne.

Det kan for eksempel give mulighed for, at der bliver lavet aftaler mellem arbejdsgiver og tillidsrepræsentanter om, at ansatte skal afholde ferie eller tage på efteruddannelse.

Det skal være med til at sikre, at den enkelte virksomhed kan overleve. Og at færrest muligt mister deres job.

Tiltagene de seneste dage skyldes, at hoteller og restauranter har været presset økonomisk af coronavirusset.

/ritzau/