20210709-115901-3-1920x1279we__3_
Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

600 ansatte fyret:
Nu rejser HK sag om ulovlig massefyring i smitteopsporing

21. feb. 2022 06.37
600 ansatte af vikarbureau i styrelses smitteopsporing er ulovligt blevet massefyret, mener fagforening.

600 medarbejdere i Styrelsen for Patientsikkerheds smitteopsporing blev 7. februar afskediget.

Alle var ansat gennem vikarbureauet Moment, og ifølge fagforeningen HK Privat fulgte fyringsrunden ikke masseafskedigelsesloven.

Derfor har fagforeningen, som er overenskomstpart for de ansatte, rejst sag mod vikarbureauet.

- Styrelsen (for Patientsikkerhed, red.) har ikke længere brug for de her mange folk, som de har brugt til smitteopsporing, og derfor bliver den funktion indstillet, og de personer skal siges op.

- Men de er formelt set ikke ansat af styrelsen, men af vikarbureauet Moment, så det er Moment, der har arbejdsgiverrollen over for dem, siger Simon Tøgern, formand for HK Privat.

HK Privat mener, at loven om masseafskedigelse er overtrådt, da Moment ikke har forhandlet med de påtænkt fyrede eller repræsentanter for dem. Og det skal man ifølge loven, når så mange mennesker skal afskediges.

Er loven ikke overholdt, har de fyrede krav på en godtgørelse svarende til 30 dages løn.

Et jobopslag fra december viser, at timelønnen som medarbejder i smitteopsporingen er 159 kroner i timen. Den potentielle regning for de 600 fyrede medarbejdere kan derfor løbe op i over 15 millioner kroner.

Ifølge faglig sekretær i HK Privat, Claus Olsen, har HK efterfølgende forhandlet med Moment om at nå frem til en aftale. Men det har ikke været muligt, og derfor går fagforeningen nu rettens vej.

Mediet Frihedsbrevet beskrev allerede 12. februar massefyringen. Ifølge mediet mener Moment, at styrelsen har tvunget vikarbureauet ud i lovbrud.

Modsat siger Styrelsen for Patientsikkerhed til Frihedsbrevet, at de ikke er part i sagen, og at det er Moment, der skal betale den potentielle regning til medarbejderne.

De 600 medarbejdere blev ifølge HK fyret, fordi coronavirus ikke længere er en samfundskritisk sygdom, og der derfor blev skruet ned for beredskabet i opsporingen.

I et skriftligt svar til Ritzau fortæller Moment, at sagen tages meget alvorligt.

- De sidste, der skal komme i klemme her, er vikarerne.

- Vi er i gang med at afklare sagen mellem de involverede parter, og vi imødeser en endelig konklusion meget snart, skriver Moment.

/ritzau/