20201027-163045-L-1920x1280we__1_
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) ønsker at dobbelt så mange personer skal sendes hjem på repatrieringsordningen. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ny aftale:
Vil have flere langtidsledige udlændinge til at rejse hjem

19. feb. 2021 08.46
Aftale om hjemsendelsessamtaler skal få 1000 udlændinge til at rejse hjem, siger minister Mattias Tesfaye (S).

Årligt benytter typisk mellem 300 og 500 udlændinge sig af repatrieringsordningen, hvor den danske stat tilbyder en pose penge, for at de går med til at flytte til deres hjemland.

Men mange flere udlændinge skal sendes hjem på ordningen, hvis det står til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S).

- Min drøm er, at vi går fra de her 4-500 om året til over 1000, der benytter sig af ordningen, siger han.

Det ønske blev grobund for en ny aftale mellem regeringen, SF, Radikale Venstre, Venstre og Liberal Alliance.

Helt konkret betyder det, at kommunerne fremover skal invitere langtidsledige udlændinge til en dedikeret repatrieringssamtale.

Her skal de langtidsledige udlændinge have at vide, hvor mange penge de kan få for at rejse hjem og bosætte sig i deres hjemlande.

- Der er jo kommet mange udlændinge til Danmark i løbet af årene, og nogen er ikke faldet til. De har været på kontanthjælp i lang tid.

- Der synes jeg, det er rimeligt, at kommunerne siger: Hør her, makker. Har du overvejet at rejse hjem med en pose penge fra den danske stat?, siger Mattias Tesfaye om ræsonnementet bag aftalen.

Repatrieringsordningen er en ordning, hvor udlændinge tilbydes et beløb for at forlade Danmark. Borgerne kan få op til mellem 100.000 og 200.000 kroner til at dække rejseudgifter, integrationsudgifter og sygesikring.

Muligheden for at få penge til at rejse hjem og etablere sig i et andet land har eksisteret i mere end 30 år, men det har aldrig været et krav, at langtidsledige udlændinge skulle inviteres til en samtale specifikt for at tale om muligheden for at blive repatrieret.

Udlændinge- og Integrationsministeriet skønner, at cirka 200.000 personer i Danmark i 2020 opfyldte betingelserne for repatriering. Det var blandt andet flygtninge, familiesammenførte og danskere med dobbelt statsborgerskab.

Ordningen er rettet imod langtidsledige udlændinge, som ministeriet vurderer, at der er cirka 8900 af.

/ritzau/