Mange butikker har holdt lukket i april, og det kan ses i tallene for, hvor lønmodtagere, der har tabt deres job. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Historisk nedgang: Så mange har mistet jobbet

22. jun, 08:30
Det danske arbejdsmarked styrtblødte arbejdspladser i april under corona-nedlukningen.

Store dele af det danske arbejdsmarked oplevede en nedlukning i april, og det kan læses i tallene for, hvor mange lønmodtagere der måtte sige farvel til deres job.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik forsvandt 73.000 personers job. Danmarks Statistik oplyser, at tallene er behæftet med usædvanlig stor usikkerhed på grund af corona-situationen.

Faldet i april er dermed mere end fem gange så stort som nogen måned under finanskrisen.

Hvis man lægger tallene fra marts oveni er der forsvundet 93.000 job.

Og oveni i de 93.000 kommer så de ansatte, som ikke har mistet deres job, men som er blevet sendt hjem og tilmeldt ordningen om lønkompensation.

Lønkompensation er en af de ordninger, som regeringen har sat i værk for at minimere antallet af fyringer. I grove træk betaler staten hovedparten af lønnen, hvis virksomhederne nøjes med at sende den ansatte hjem og ikke fyrer vedkommende.

Ordningen er midlertidig og udløber efter august, hvorefter virksomhederne skal tage stilling til, hvor mange af de hjemsendte, der skal vende tilbage på arbejde.

Nogle virksomheder har allerede truffet de beslutninger i maj eller juni.

Cheføkonom i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv Tore Stramer kalder faldet for "rent ud sagt rystende læsning"

- Vi har aldrig tidligere set et så voldsomt fald i beskæftigelsen på kun to måneder i statistikkens levetid siden 2008, skriver han i en analyse af tallene.

- Til sammenligning faldt beskæftigelsen med cirka 13.500 personer om måneden i både marts og april 2009, da finanskrisen var på sit højeste.

Også Arbejdernes Landsbanks cheføkonom, Jeppe Juul Borre, bruger finanskrisen til at beskrive, hvor usædvanligt mange job, der er røget i marts og april.

- Det var finanskrisen mere end et år om at realisere, hvilket sætter et meget præcist billede på coronakrisens uhyggelige styrke, skriver han i sin analyse af tallene.

Vicedirektøren i den anden af de store erhvervsorganisationer i Danmark, Dansk Industri, Steen Nielsen, ser dog tegn på bedring.

- Vi kan se ud fra de daglige ledighedstal, at der i maj og juni måned er kommet lidt mere gang i arbejdsmarkedet igen, siger han.

/ritzau/