Rita_Bundgaard_Liselotte_Sabroe_Ritzau_Scanpix
- Helt uacceptabelt, siger formand for HK Stat Rita Bundgaard til nyheden om, at staten ansætter 100 vikarer yderligere i Erhvervsstyrelsen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Helt uacceptabelt:
100 nye vikarer på vej i Erhvervsstyrelsen

1. mar. 2021 12.18
Staten omgår overenskomsterne med HK Stat med deres måde at ansætte vikarer. Nu er 100 nye vikarer på vej i Erhvervsstyrelsen, og det er helt uacceptabelt, mener Rita Bundgaard.

Denne artikel er oprindeligt bragt på HK Stat.dk og bliver publiceret på A4 som en del af et samarbejde. Artiklen er redaktionelt udvalgt og bearbejdet af A4.

Der bliver arbejdet på højtryk i Erhvervsstyrelsen for at håndtere støtte for milliarder og spørgsmål fra virksomheder om statens hjælpepakker. For at overkomme sagspuklen ansætter styrelsen nu yderligere 100 vikarer. Det skriver Altinget fredag.

Rita Bundgaard: Staten omgår overenskomster

HK Stat kritiserer staten for at omgå overenskomsterne ved at ansætte vikarer fra Moment, som arbejder på en mindre gunstig overenskomst mellem Dansk Erhverv og HK Privat.

LÆS OGSÅ: Trods aftale på statens område: Forhandlere skuffede over manglende fritvalgsordning

- Det er helt uacceptabelt. Jeg har klart signaleret, at man ved kontraktophør bør overgå til statslige vilkår - og det er det samme som at sige, at man heller ikke skal lave nye kontrakter. Det her område er overenskomstdækket, og det er aldrig tænkt at vikaroverenskomsterne skulle bruges i det her omfang, siger formand for HK Stat, Rita Bundgaard, til Altinget.

Har ikke ret til løn under sygdom

I Erhvervsstyrelsen er cirka 250 vikarer ansat til at håndtere sagsbehandlingen af de økonomiske hjælpepakker til erhvervslivet. I Rigspolitiet er der ifølge Altinget over 1.000 vikarer ansat i smitteopsporingen, mens Styrelsen for Patientsikkerhed har hyret cirka 200 vikarer.

LÆS OGSÅ: Tillidsrepræsentant styrer hjælpepakker for milliarder: 'Det mest sindssyge jeg har prøvet'

Arbejdsvilkårene for vikarerne har på det seneste været genstand for hård kritik, og Altinget har afdækket flere omfattende covid-19-udbrud blandt vikarerne, som til forskel fra fastansatte i staten ikke har ret til løn under sygdom.

Skatteminister Morten Bødskov (S) er ansvarlig for Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. Han har tidligere tilkendegivet, at der skulle findes en løsning. Drøftelserne har dog endnu ikke båret frugt.

Bærer brænde til bålet

Rita Bundgaard finder det stærkt utilfredsstillende og kritisabelt, at der fortsat bliver ansat vikarer, uden at Medarbejder- og Kompetencestyrelsen har sørget for at føre dialogen til ende med de faglige organisationer. Og den opfattelse deles ifølge Altinget hos DM.

LÆS OGSÅ: Frygter frit spil for svindlere: Kontrol af milliardstor coronahjælp lader vente på sig

- Det bærer brænde til bålet, at Erhvervsstyrelsen nu er i gang med at ansatte yderligere 100 vikarer, når der fortsat ikke er fundet en løsning for de mennesker, der allerede arbejder der, siger DM-formand Camilla Gregersen.

Hun understreger, at sagen er principiel - og derfor ikke kun handler om de konkrete vikaransættelser i Erhvervsstyrelsen. Både HK Stat, HK Privat, DM, Djøf og hovedforbundet Akademikerne deltager i drøftelserne med Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, hvor der igen er møde i løbet af denne uge.