20200318-141100-L-1920x1281we
Som leder af Venø Færgefart indkøbte han i 2017 til 2019 flere varer til privat brug på kommunens regning. (Arkivfoto) Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Havnechef dømt:
Svindlede for 91.000 kroner

11. dec. 2020 10.56
En havnechef i Struer får betinget fængsel for fiktive fakturaer og køb af private varer for offentlig penge.

Den tidligere havnechef for Holstebro-Struer Havn Søren Adsersen er blevet idømt betinget fængsel for mandatsvig, der løber op i knap 91.000 kroner.

Dommen er afsagt fredag af Retten i Holstebro. Med til straffen hører, at han inden otte måneder skal have udført 120 timers samfundstjeneste.

Som leder af Venø Færgefart indkøbte han i 2017 til 2019 flere varer til privat brug på kommunens regning. En Sonos Playbar, et brusearmatur, en stavblender, gasgrill og en cykelholder til en bil var blandt indkøbene.

Han lod også færgeoverfarten betale tre fiktive fakturaer på cirka 50.000 kroner, som var udstedt i hans daværende hustrus søns tømrervirksomhed.

Retten fandt, at fakturaerne ikke vedrørte isolerings- og stålpladearbejde foretaget på færgen. Betalingen dækkede i stedet over indkøb af byggematerialer, der var brugt ved renovering af hans hjem.

Søren Adsersen er også dømt for dokumentfalsk, da han forfalskede en tilsynsrapport fra Søfartsstyrelsen.

I alt gik anklagen på svig for lidt over 111.000 kroner, men Søren Adsersen blev frifundet for seks indkøb, der beløber sig til cirka 20.000 kroner. Det skyldes, at retten ikke har fundet det bevist, at de indkøb primært havde et privat formål.

I sommer blev en anden tidligere chef i Stuer Kommune dømt for mandatsvig. Det var den tidligere kommunaldirektør Mads Gammelmark, som blev idømt seks måneders fængsel, hvoraf to var ubetinget og skulle afsones.

Han havde misbrugt et mastercard, så kommunen betalte hans private udgifter for mere end 120.000 kroner.

/ritzau/