Mathilde_Faber_Bendtsen_og_Sandra_Zenia_Due_Larsen_1650px

Har du et handicap, går Big Brother med på toilettet

13. mar. 2021 07.55
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]
En reform af handicapområdet er tiltrængt. Det viser den seneste tids nyheder om nedværdigende overvågninger, hovedrystende afslag på hjælpemidler og grænseoverskridende beslutninger, der træder på mennesker med handicap. En reform er på tale – og en reform er bydende nødvendig.

Mennesker med handicap "følges" i deres hjem i op til ugevis. Angiveligt for at kommunerne kan se behovet for hjælp og hjælpemidler i hjemmet. Der stilles nu spørgsmålstegn ved, om det har sin rigtighed. Hvor er retssikkerheden henne? Ties den ihjel, fordi dem det drejer sig om, ikke selv har stemme til at råbe op, når de mistænkeliggøres og i sidste ende svigtes?

Tyv tror, hver mand stjæler

Efter at handicapområdet placeredes i kommunerne, oplever mange at skulle gå i krig for at blive hørt. Ofte for ikke at blive hørt alligevel. Oftest for at blive nødt til at anke deres sag i Ankestyrelsen. Nu spekuleres der i at lægge handicapområdet i et tværkommunalt samarbejde med en overordnet tilsynsmyndighed.

LÆS OGSÅ: Coronakrisen øger kløften mellem handicappede og arbejdsmarkedet: 'Vi er bekymrede'

Lige så nødvendigt er det dog, at vi får afkriminaliseret mennesker med behov for hjælpemidler.

Forestil dig at skulle have en fremmed hjem, der tjekker, hvor længe du er på toilettet, følger med når du går i bad og sidder på sofaen i stuen, nu du tager tøj på. Ville du være cool med det? For os at se, er det uhyggeligt. Det er grænseoverskridende. Det er ubehageligt.

At kommunen i dén grad skal overbevises om ens behov er en unødig bekymring i et liv, der i forvejen indeholder rigeligt med udfordringer, som mennesker uden handicap måske ikke tænker over, fordi de aldrig på egen krop oplever dem.

Mennesker uden handicap mener, de har viden og indsigt, men de lever ikke vores liv. Vi skal være med ind over beslutninger, der har betydning for VORES liv
Sandra Zenia Due Larsen og Mathilde Faber Bendtsen

Det er træls at skulle overbevise et samfund, der ikke er indrettet til mennesker med handicap, om, at man har udfordringer! At skulle overbevise kommune og andre instanser om, at man har reelt behov for fx en specialindrettet bil, en tyngdedyne, en blindestok eller støtte i hjemmet i ens hverdag.

Når man kigger på #enmillionstemmer og #kærefrank, ser man historier, hvor vi mistænkeliggøres og anses for at søge alt muligt unødvendigt for sjov – som om man er en tyv, der hugger til sig.

LÆS OGSÅ: Kommuner må ikke resultatlønne sparekonsulenter

Hvis du brækker benet på en skitur, får du udleveret kørestol eller krykker ved kasse 1. Hvis du skulle dokumentere dit behov og potentielt blev afvist, hvordan skulle din hverdag så fungere?

"Du er ikke handicappet nok"

Vi kender mange, der ikke får bevilliget hjælpemidler.

Hvis én med autisme og angst ifølge flere lægeerklæringer kan have stor effekt af en kugledyne til bl.a. søvn og hvile, og al dokumentation siger, at personen opfylder samtlige betingelser, hvad mener du så om et afslag, fordi personen "ikke er handicappet nok"?

Hvis dine lægepapirer siger, du er afhængig af pædagogisk støtte i din hverdag og at bo på et bosted, hvad siger du så til, at ikke-lægefaglige vurderer dig for selvstændig til at bo dér, og at du skal flytte væk fra alt dét, der gør, at din hverdag fungerer?

Astrid Krag(S) siger, det ikke skal være en kamp at få hjælp, men det er et faktum, at det ER det!

Kampen minder meget om den mobning, man oplever i skolen. At blive accepteret med handicap i det her samfund er SÅ ualmindelig svært. Vi vil ses som hele mennesker – præcis som all andre.

Hjælpemidler betyder skattekroner

Hvis vi havde let adgang til den rette hjælp, så ville vi i langt højere grad kunne bidrage til samfundet, præcis som vi gerne vil det!

Ingen bad om at have udfordringer – det er naturens gang. Kunne vi klare os uden hjælpemidler, havde vi selvsagt gjort det. Vi synes ikke, det er morsomt at have brug for hjælp, men den ER nødvendig. Dét er kampen til gengæld ikke!

LÆS OGSÅ: Sådan skal du forholde dig, hvis din kollega har mistet en kær

At Krag nu indgår et samarbejde med bl.a. Danske Handicaporganisationer er lovende, men vi borgere er eksperter i vores liv, og vi bør have en plads ved bordet. Et tværkommunalt samarbejde med tilsyn lyder fint, hvis det betyder, der lyttes til borgerne. Som det er nu, står borgere med handicap med megafon for munden, og alligevel hører I os ikke. Mennesker uden handicap mener, de har viden og indsigt, men de lever ikke vores liv. Vi skal være med ind over beslutninger, der har betydning for VORES liv. Det er ikke sagsbehandleren, kommunen, KL eller en eller anden fremmed psykolog, der alene kan beslutte, hvad der er borgerens bedste!

Måske en reform af området - og at flytte det på andre hænder, styrker respekten for os som mennesker. Måske vi så ses som en del af samfundet på lige fod med andre. Måske hjælpen bliver en naturlig ting, så også vi skaber værdi, bruger os selv og lever vores liv bedst muligt. At alle ses som værdifulde mennesker uanset, at synet for én er erstattet af en stok, og boligen for en anden er indrettet, så kørestolen nemt kommer rundt.

Det er uden tvivl på tide at reformere området, og det kan kun gå for langsomt!

Fortalt til Agnete Vestergaard-Kristensen, frivillig journalist i Venner af Captum, som er en gruppe af pårørende til borgere med handicap.