20201203-110448-L-1920x1920we
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Minister afviser:
Jeg kendte ikke til omstridt talepapir

3. dec. 2020 11.36
Justitsminister siger, at politiet ifølge Rigspolitiet ikke har gennemtvunget aflivninger uden for smittezone.

Hverken justitsminister Nick Hækkerup (S) eller Justitsministeriets departement var inde over udformningen af det meget omstridte actioncard - et talepapir, der satte politiet i gang med at ringe minkavlere op for - uden lovhjemmel - at kræve, at de aflivede alle deres mink.

Det siger justitsministeren torsdag under et samråd i Folketingets Retsudvalg.

- Hverken jeg eller Justitsministeriets departement har været involveret i udformningen af actioncardet.

- Det er i øvrigt helt i overensstemmelse med sædvanlig praksis og arbejdsfordeling mellem Justitsministeriets departement og politiet, siger Nick Hækkerup.

Det er kommet frem, at Rigspolitiet var klar over, at der ikke var lovhjemmel til at kræve alle mink i Danmark aflivet, da betjente i november blev instrueret i at ringe minkavlere op.

Der var ikke lovhjemmel til at kræve mink aflivet, hvis minkbesætningerne lå uden for sikkerhedszonen på 7,8 kilometer fra smittede besætninger.

Nick Hækkerup siger, at de omstridte formuleringer fra politiet blev brugt i alt otte gange over for minkavlere i opkald.

Det skete i perioden 6. til 8. november, og 12. november kontakte Rigspolitiet de pågældende avlere og beklagede.

- Det er Rigspolitiets vurdering, at politiet alene er gået ind på ejendomme, hvis ejere har givet samtykke.

- Myndighederne har ikke gennemtvunget aflivning af mink uden for smittezoner. Det ændrer ikke på, at actioncardet skulle være formuleret anderledes, siger han.

Rigspolitichef Thorkild Fogde har tidligere også afvist at have nogen form for kendskab til det omstridte talepapir.

Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, henviser til, at Rigspolitiet 5. november modtog et opkald fra Justitsministeriet med besked om, at der ikke var lovhjemmel til at aflive alle mink, og at regeringen arbejdede på at få et hastelovforslag på plads.

- På hvilket niveau i Justitsministeriet bliver denne besked givet videre til Rigspolitiet?

- Og er ministeren selv bevidst om, at den her samtale og de beskeder, der bliver videregivet i den samtale, bliver videregivet til Rigspolitiet, spørger Alex Vanopslagh.

Det første kan Nick Hækkerup ikke give et klart svar på. Justitsministeren henviser til, at han i den periode var ramt af coronavirus, og at han derfor lå syg derhjemme.

- Hvilket niveau, der er kommunikeret på, mellem departementet og Rigspolitiet, ved jeg ikke. Det kan afklares, oplyses, udredes, hvornår det er, siger han.

Venstres retsordfører, Inger Støjberg, fastholder ministeren på spørgsmålene om, hvem i Justitsministeriet der gav Rigspolitiet besked 5. november om den manglende lovhjemmel, og at Rigspolitiet havde fået det klare indtryk, at der hurtigt ville komme lovhjemmel til at aflive alle mink.

- Hvem bibringer Rigspolitiet denne opfattelse? Det er sådan set bare det, vi søger svar på, røde som blå (partier, red.) spørger hun.

Nick Hækkerup mener ikke, at regeringen kan drages til ansvar for, hvordan Rigspolitiet har opfattet beskederne.

- Man kan ikke drage den slutning, at fordi der bliver taget kontakt, og der bliver sagt, at der mangles lovhjemmel, og at man i øvrigt vil arbejde på at sikre, at lovhjemlen kommer på plads, deraf kan man simpelthen ikke drage den konklusion, at så må man gerne optræde uden den lovhjemmel, som vil komme på plads på et tidspunkt.

- Tværtimod, altså. Tværtimod, siger han.

/ritzau/