DSC_3059__1_
Godt 100 sygeplejersker var mødt op til håndværkernes aktion. Foto: Privat

Håndværkere støtter sygeplejersker: 'De er mere værd!'

1. jul 2021, 13:41
Flere håndværkere støtter op om sygeplejerskernes krav om mere i løn.

- Håndværkere siger: En fremtid uden forskel - de er mere værd!

Sådan lød ordlyden på et banner, som et håndværkersjak torsdag morgen havde sat op ved Bispebjerg Hospital.

LÆS OGSÅ: Sygeplejersker med bøn til Mette F.: Grib ind i konflikten!

- Generelt støtter vi op om folk, der mener, at de gerne vil have mere i løn. Når der historisk set aldrig har manglet så mange sygeplejersker, så mener vi også, at det er et rimeligt krav, siger tømrer Kasper Dam, der er en del af håndværkersjakket.

De godt 15 tømrere delte også guldbarrer ud som et symbol på sygeplejerskernes krav om mere i lønningsposen. Omkring 100 sygeplejersker var mødt op til håndværkernes aktion.

Artiklen fortsætter under billedet

Tømrere på byggepladser i hele landet har støttet sygeplejerskerne. Foto: Privat

Sygeplejerskerne strejker lige nu på 12. døgn. Deres utilfredshed skyldes et ønske om mere i løn og et opgør med tjenestemandsreformen, som ifølge dem er skyld i et lønefterslæb.

Flere støtter op

Og håndværkerne på Bispebjerg Hospital er ikke de eneste, der støtter op om sygeplejerskernes kamp.

Tidligere på ugen har også tømrere på Glostrup Hospital, en gruppe murere og tømrere i Nyboder i København og tømrerne på Ferring-byggeriet på Amager vist deres støtte med forskellige bannere og støtteerklæringer på sociale medier.

I Aalborg fik de rødklædte sygeplejersker selskab af neongule refleksveste, da 50 3F'ere sluttede sig til deres demonstration foran Regionshuset i Nordjylland.

- Jeg skal fortælle jer, at de står lige bagved jer. Og får I brug for os, så skal I bare kalde. For jeres kamp er også vores kamp. Det er alles kamp det her, sagde Allan Busk, formand for 3F Aalborg, i en tale, som kan ses på DSR.dk.

Også ved tirsdagens sygeplejerske-demonstration foran Frederiksberg Rådhus var der tværfaglig opbakning fra privatansatte håndværkerfag. Her var faglige klubber for murere og jord- og betonarbejderne mødt op med bannere.