20160417-133528-L-1920x1280we
En tømrer med erhvervserfaring skal kunne søge ind på universitetet med merit, mener Jakob Ellemann-Jensen. (Arkivfoto) Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Venstre:
Det skal være nemmere for håndværkere at komme på universitetet

18. jun. 2021 08.30
Der skal være mere fleksibilitet i uddannelsessystemet, lyder det fra Jakob Ellemann-Jensen (V).

En murer eller en tømrer skal kunne søge ind på en relevant universitetsuddannelse som ingeniør eller arkitekt, selvom de ikke har en studentereksamen.

Det siger Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen i et interview med Politiken forud for sin tale ved årets Folkemøde på Bornholm.

LÆS OGSÅ: Ny aftale: Garanterer sosu-elever en læreplads

- Vi har i dag en tilgang, hvor vi uddanner os i fem år og arbejder i 40. Det gælder også for erhvervsuddannelserne, hvor man, selvom der er nogle muligheder for at komme videre uddannelsesmæssigt, ja, så er vejen ind på universitetet eddermaneme svær. Vi skal se på, om vi kan gøre den vej nemmere, og om vi kan gøre det mere meritbåret. Hvis du har været tømrer i 10 år, så ved du nok en ting eller to om, hvordan ting hænger sammen. Også på arkitektskolen. Er der noget erfaring, man kan trække på, som kan bruges til mere end en studenterhue, siger han til Politiken.

Vil sikre mere fleksibilitet

Samtidig vil Venstre-formanden også sikre mere fleksibilitet i uddannelsessystemet, så det bliver mere attraktivt at søge en erhvervsuddannelse. Konkret foreslår han, at man laver en såkaldt 'campusmodel', hvor grundforløbene på ungdomsuddannelserne svarer til hinanden. Det vil gøre skift imellem uddannelserne mere fleksible. 

Samtidig vil det betyde, at unge, der vælger en erhvervsuddannelse, rent fysisk vil være i nærheden af deres venner fra folkeskolen, når de går på det samme campus.

Både Radikale Venstre og Dansk Erhverv synes godt om idéen. Jens Joel glæder sig over Venstres meldinger, men er ked af at partiet ikke aktivt deltager i de forhandlinger, der skal sikre bedre sammenhæng mellem ungdomsuddannelserne.