stre_Landsret_Claus_Rasmussen_Ritzau_Scanpix
FH mener, at ny dom i en sag om virksomhedsoverdragelse er en god nyhed for lønmodtagere Foto: Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

God nyhed til lønmodtagere:
Ny dom om overdragelse af virksomhed

24. jan. 2021 08.55

Ny Landsretsdom viser vej til bedre beskyttelse af medarbejderne, når én virksomhed overdrages til en anden. Det viser en sag, som HK har ført for et medlem, skriver FH.

Når lønmodtagere overgår fra én virksomhed til en anden, risikerer de at miste deres tillæg, pension, anciennitet og andre rettigheder fra deres gamle job. Men kun hvis de IKKE er omfattet af den såkaldte virksomhedsoverdragelseslov.

LÆS OGSÅ: Efter massiv kritik: Ansatte i regeringens nye callcenter sikres overenskomst

Loven blev vedtaget i 2001 for at beskytte medarbejderne, hvis den virksomhed, hvor de er ansat, sælges til en anden virksomhed. Loven, der udmønter et EU-direktiv, sikrer medarbejderne mod både at blive afskediget og mod at miste de rettigheder, man havde i jobbet.

Men hvornår er der så tale om en virksomhedsoverdragelse, som forpligter den nye arbejdsgiver over for de tidligere ansatte? Det findes der ikke nogen endegyldig facitliste for.

Derfor er hver ny retssag på området principielt vigtig – således også den nyeste, som HK førte for et medlem i Østre Landsret i november 2020.

Ingen løn i flere måneder

Den konkrete sag handler om et firma, der leasede autocampere. Firmaet gik konkurs men blev kort tid efter opkøbt af et nyt firma. En medarbejder, der var blevet opsagt fra det konkursramte firma den 17. januar 2018, blev ansat i det nye firma ca. tre måneder senere – den 23. april.

Problemet var, at medarbejderen ikke fik løn i de mellemliggende måneder. Og den nye ejer undslog sig ansvaret for medarbejderen i månederne fra konkursen og op til ansættelsen. Derfor gik medarbejderen til sit forbund, HK, som tog sagen videre i retssystemet.

Det afgørende spørgsmål i retten var, om der var tale om en virksomhedsoverdragelse.

Tungt materiel lægger linjen

Der findes noget, der godt kunne ligne en facitliste på det spørgsmål.

Tidligere retspraksis har nemlig fastsat syv kriterier – hvis én eller flere af disse ting følger med fra det gamle til det nye firma, er det en virksomhedsoverdragelse: Kundekreds, goodwill, lokaler, driftsmateriel, medarbejderne, telefonnummer & hjemmeside, kontinuitet (at firmaet ikke har været lukket i længere tid). (Se boks)

De syv kriterier

Retspraksis fastslået, at der særligt er syv kriterier, som skal tages i betragtning ved en samlet vurdering af, om virksomheden har bevaret sin økonomiske identitet – og at der dermed er tale om en virksomhedsoverdragelse:
1) Arten virksomheden
2) Hvorvidt der overdrages materielle aktiver
3) Værdien af de immaterielle aktiver, der overdrages – fx goodwill
4) Hvorvidt en væsentlig del af medarbejderne overdrages – ift antal og kvalifikationer
5) Om virksomhedens kundekreds overdrages
6) Ligheden mellem de aktiviteter overdrageren og erhververen udøver 7) Varigheden af en eventuel afbrydelse af virksomhedens aktiviteter.

Listen er ikke udtømmende. At alle kriterier er omfattet i den enkelte sag er heller ikke i sig selv afgørende. Det vil altid afhænge af en samlet konkret vurdering, om der er overdraget ”nok” til, at der er tale om en virksomhed eller en del af en virksomhed.

Kilde: FH

Men der er ingen decideret facitliste på, hvordan kriterierne skal vægtes – listen er kun vejledende. Derfor har de enkelte domme i sager – herunder fra EU-domstolen – om virksomhedsoverdragelse stor principiel betydning.

LÆS OGSÅ: Hård kritik af regioners kontrakt med private testudbydere: - Hvad har man dog tænkt på

Ifølge en gammel EU-dom er det fx afgørende, om det nye firma overtager tungt materiel fra det gamle firma, der er nødvendigt for virksomhedens drift. Det kan fx være busserne i et busselskab, fly i et flyselskab, skraldebilerne i et renovationsfirma – eller som her autocamperne i leasingfirmaet.

Hvis der følger tungt materiel med, har det siden EU-dommen været en tommelfingerregel, at der er tale om en virksomhedsoverdragelse.

Afgørende at firmaet overtog identiteten

Men da det nye firma ikke overtog de gamle misligholdte autocampere, mente ejeren IKKE, at han var forpligtet af loven om virksomhedsoverdragelsen.

Østre Landsret fraveg imidlertid den gamle tommelfingerregel: Landsretten kom på linje med FH, frem til, at der VAR tale om en virksomhedsoverdragelse – autocampere eller ej.

Landretten tillagde det nemlig afgørende vægt, at det nye firma overtog det gamle firma identitet ved at overtage både navn, telefonnummer, booking system, logo, lejemål, hjemmeside og goodwill.

Ud fra tidligere EU-retlig praksis ville udgangspunktet ellers være, at der ikke er tale om virksomhedsoverdragelse, når autocamperne ikke fulgte med.