Inden Pernille Skipper talte til Enhedslistens årsmøde lørdag blev pausen brugt på at strikke sammen med Rosa Lund. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Gamle kendinge dominerer Enhedslistens kandidatliste

4. okt 2020, 16:30
Enhedslistens årsmøde har valgt folketingskandidater. Det er kendte navne, der står øverst på listen.

Enhedslistens årsmøde har valgt deres folketingskandidater, hvis der kommer valg inden næste årsmøde. Det er sket ved en urafstemning.

En række kendte navne er røget ud, blandt andet fordi partiet lørdag valgte ikke at ændre den rotationsordning, der begrænser, hvor længe medlemmer må sidde i Folketinget for partiet.

Partiets liste er delt op efter, hvem der baseret på tidligere resultater vil komme i Folketinget. Og her dominerer gamle, kendte navne.

Øverst er Rosa Lund, der er først på listen i København. Hun er for nuværende blandt andet retsordfører og udlændinge- og integrationsordfører.

Mai Villadsen, klimaordfører, er nummer to på listen i Sjælland. Og nummer tre er Søren Egge Rasmussen, der står øverst for partiet i Østjylland.

Også Victoria Velasquez, Rune Lund og sundhedsordfører Peder Hvelplund placerer sig højt oppe.

Af kendte navne, der sidder i Folketinget, men ikke er på listen, er forsvarsordfører Eva Flyvholm, Christian Juhl og Jacob Sølvhøj, der alle falder for rotationsordningen.

Politisk ordfører Pernille Skipper forsvandt allerede ved partiets årsmøde i oktober, da hun faldt for rotationsordningen.

Kandidatlisten - og dermed medlemmernes stemmer - viser opbakningen til de forskellige kandidater, i en tid hvor partiet sandsynligvis inden længe skal have en ny politisk ordfører.

Pernille Skipper kan ikke stille op til næste valg, og derfor vil det give mening, hvis partiet inden for en overskuelig periode finder en ny person, der kan skabe sig et navn i medierne og være klar til at tegne partiet ved et eventuelt valg.

- Politikere skal i vores parti ud i den rigtige verden, så vi ikke gror fast på taburetterne. Det er rigtig godt.

- Men det er selvfølgelig også noget, der kræver rigtig meget af os, fordi vi mister noget erfaring. Så det er noget, vi har tænkt over et stykke tid, sagde Pernille Skipper lørdag.

/ritzau/