20210209-125305-L-1920x1259we
Ifølge beregningerne ville en fuld åbning for alle grundskolens klasser medføre mindst 4200 nye daglige smittetilfælde 10. maj, som er skæringsdato for beregningerne. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Nye beregninger:
Fuld åbning af folkeskolen vil give rekordsmitte

TEMA: Corona i Danmark
24. mar. 2021 07.53
Hvis politikerne valgte at åbne grundskolerne helt efter påske, ville det kunne give rekordhøje smittetal.

Hvis der var taget en politisk beslutning om at åbne landets grundskoler helt for alle elever efter påske, ville det ske med risiko for nye smitterekorder.

Det skriver Politiken på baggrund af beregninger fra Statens Serum Institut. De samme beregninger har ligget til grund for den politiske aftale om en langsigtet genåbningsplan, som et flertal af Folketingets partier blev enige om mandag.

Ifølge beregningerne ville en fuld åbning for alle grundskolens klasser medføre mindst 4200 nye daglige smittetilfælde 10. maj, som er skæringsdato for beregningerne. Det er tæt på den nuværende smitterekord fra 16. december.

De 4200 smittetilfælde er endda kun et minimumsbud på, hvad det ville kunne betyde at lukke helt op for grundskolen.

I beregningerne har man nemlig for første gang taget hensyn til, at virus har sværere ved at sprede sig i løbet af foråret og sommeren.

Hidtil har det ikke været til at give et bud på sæsoneffekten. Men Statens Serum Institut har skævet til svenske erfaringer fra sidste år. Og i bedste fald skønnes det, at Danmark vil opleve 75 procent af den gevinst, som svenskerne fik, da der i Danmark er flere restriktioner, der allerede holder smittede nede.

I det tilfælde at sæsoneffekten kun giver halvt så stor smittereducerende effekt som i Sverige, så ville en fuld åbning af grundskolerne efter påske betyde over 6500 nye daglige smittetilfælde 1. maj. Det ville altså være rekordhøjt.

I mandagens genåbningsplan er det politiske flertal blevet enige om, at 5.-8. klasserne i grundskolen kommer tilbage i skolen på halvtid fra 6. april. Det vil sige hver anden uge.

Hidtil har eleverne i de pågældende klasser kun kunnet komme i skole én dag om ugen. Undervisningen har samtidig skullet foregå udendørs.

/ritzau/