Fugleinfluenza fundet i hønsebesætning: Eksport uden for EU indstilles

16. nov 2020, 18:47
Udbrud af fugleinfluenza i hønsebesætning er en trussel for alle ejere af fjerkræbesætninger, mener styrelse.

Der er fundet fugleinfluenza i en hønsebesætning i Randers.

Derfor skal besætningen på 25.000 dyr aflives. Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Udbruddet betyder, at dansk eksport af æg og fjerkræ til visse lande uden for EU bliver stoppet i mindst tre måneder. Hvilke lande der specifikt er tale om, og hvor meget eksporten derfor bliver påvirket, er ikke oplyst.

- Et udbrud af fugleinfluenza i tambesætninger er særdeles alvorligt for besætningen og en trussel for alle ejere af fjerkræbesætninger, for sygdommen har høj dødelighed, siger veterinærchef i Fødevarestyrelsen John Larsen i pressemeddelelsen.

Fødevarestyrelsen vil i samarbejde med Beredskabsstyrelsen stå for aflivningen af fjerkræbesætningen senere på ugen.

Derudover vil Fødevarestyrelsen etablere en zone på tre kilometer rundt om den smittede farm. I zonen bliver alle fjerkræbesætninger underlagt særlige restriktioner.

Fugleinfluenza er en smitsom virussygdom, som rammer fugle.

Udbruddet på hønsebesætningen i Randers er konstateret, efter at der i sidste uge blev fundet fugleinfluenza i vilde fugle i blandt andet Aalborg og Vejle.

- Vi afliver den smittede besætning for at forebygge smittespredning og opfordrer fjerkræavlere i hele landet til at tage alle nødvendige forholdsregler, siger John Larsen.

Han peger blandt andet på, at de skal beskytte deres fjerkræ mod vilde fugle via overdækning og tag.

Det er som følge af internationale aftaler, at eksporten af danske æg, fjerkræ og fjerkræprodukter til visse lande uden for EU stopper i mindst tre måneder. Handel med EU-lande kan fortsætte som hidtil.

Tidligere på måneden hævede styrelsen risikoniveauet for fugleinfluenza i Danmark fra "meget lav" til "høj".

Det skyldes, at der i øjeblikket cirkulerer forskellige typer af fugleinfluenza i Europa.

Der er ifølge Fødevarestyrelsen ikke tidligere rapporteret om smitte til mennesker med de typer af fugleinfluenza, der er i cirkulation.

/ritzau/