
Fugleinfluenza fundet hos vilde gæs i både Syd- og Nordjylland
Der er fundet højpatogen fugleinfluenza i fem vilde gæs.
Det oplyser Fødevarestyrelsen på Twitter.
Fundene er gjort ved grænsen nord for Flensborg, Skærbæk, på Als, Vejle og i Aalborg.
Torsdag oplyste styrelsen, at man havde fundet hundredvis af døde fugle i Sønderjylland.
Man mistænkte, at de var smittet med fugleinfluenza af typen H5N8.
I sidste uge blev der fundet en død vandrefalk på Lolland med fugleinfluenza.
Fugleinfluenzaen kan blive et alvorligt problem, hvis det konstateres i fuglehold.
Derfor er der også indført krav om, at alle fjerkræbesætninger med et areal på mere end 40 kvadratmeter er overdækket.
Det skal hindre, at vilde fugle kommer ind i indhegningerne.
Samtidig er der indført forbud mod arrangementer med fjerkræ og fugle.
Tidligere på måneden hævede styrelsen risikoniveauet for fugleinfluenza i Danmark fra "meget lav" til "høj".
Det skyldes, at der i øjeblikket cirkulerer forskellige typer af fugleinfluenza i Europa.
Der er ifølge Fødevarestyrelsen ikke tidligere rapporteret om smitte til mennesker med de typer af fugleinfluenza, der er i cirkulation.
Fødevarestyrelsen har tidligere anmodet alle, der finder døde fugle, om at anmelde fundet via app'en "FugleinfluenzaTip".
Styrelsen opfordrer alle fjerkræavlere - uanset om det er på hobby eller professionelt plan - til at skifte og desinficere fodtøj, inden man bevæger sig ind i en hønsegård.
/ritzau/