I Frankrig håber regeringen at kunne påbegynde et vaccinationsprogram mod covid-19 i januar. Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters

Frankrig forbereder vaccinationsprogram i januar

17. nov 2020, 16:20
De franske myndigheder vil være klar til indlede vaccinationsprogram, så snart vaccine er godkendt.

I Frankrig håber regeringen at kunne påbegynde et vaccinationsprogram mod covid-19 i januar.

Det siger Gabriel Attal, talsmand for regeringen, ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi forbereder et vaccinationsprogram, der skal være klar i det øjeblik, vaccinen er godkendt af de europæiske og nationale sundhedsmyndigheder, så vi kan lancere vaccinen med det samme, siger han.

Mandag kunne biotech-selskabet Moderna oplyse, at foreløbige test af en vaccine har vist lovende resultater.

Selskabets vaccinekandidat har i en analyse vist sig at være effektiv på knap 95 procent af testdeltagerne.

Trods de opløftende meldinger frygter den franske regering, at millioner af franskmænd vil nægte at tage imod en vaccine.

En meningsmåling viste således i september, at kun 59 procent af franskmændene vil vaccineres mod covid-19.

Den markante vaccineskepsis i Frankrig bekymrer blandt andre indenrigsminister Jean Castex.

- Min frygt er, at der ikke er nok franskmænd, der vil blive vaccineret, sagde han i weekenden.

I sidste uge kunne også det amerikanske selskab Pfizer meddele, at kliniske test havde vist lovende resultater.

Selskabet meddelte i den forbindelse, at det vil ansøge om en såkaldt nødgodkendelse i USA i løbet af de kommende uger.

Frankrig har foreløbig registreret over 45.000 dødsfald blandt coronapatienter.

I Tyskland oplyste det bioteknologiske firma CureVac i en erklæring tirsdag, at det ønsker at opbygge et bredt europæisk produktionsnetværk. Det skal fremstille firmaets eksperimentelle covid-19 vaccine, så det kan producere op til 300 millioner doser i 2021 og op mod 600 millioner doser i 2022.

Det europæiske netværk oplyser ifølge Reuters, at det vil trække på ekspertise i Tyskland, Frankrig, Holland, Belgien, Spanien og Østrig - og muligvis også i Sverige, Polen, Italien og Irland.

CureVac venter at præsentere partnerskaber med vaccineproducenter i de kommende uger.

/ritzau/AFP