Thilde Waast er formand for piloter og kabinepersonale i en lang række flyselskaber. Foto: Flybranchens Personale Union

Formand: Luftfartspakken rækker ikke og kommer for sent

25. jun 2020, 19:30
Thilde Waast, formand for Flyvebranchens Personale Union (FPU), mener ikke, at luftfartspakken er nok til at redde charterselskaberne.

Et politisk flertal blev torsdag enige om en luftfartspakke til 260 millioner kroner, der skal understøtte flybranchen.

Thilde Waast, formand for Flyvebranchens Personale Union (FPU), der organiserer kabinepersonale og piloter i en lang række flyselskaber, hopper dog ikke af glæde.

LÆS OGSÅ: Fyrer 313 ansatte: 'Den værste dag i vores historie'

- Det kan virke nonchalant at kalde et trecifret millionbeløb for ”lidt”, men vi har at gøre med en branche, der omsætter for 25-30 milliarder normalt om året, og som i fire måneder har ligget 90-95 procent under vanligt niveau, skriver hun i et indlæg på FPU’s hjemmeside.

- Derfor er hjælpepakken langt fra nok for bredden i dansk luftfart, og det er også vores fornemmelse, at regeringen og politikerne godt ved det. Men det ændrer ikke på, at det desværre er ved at være for sent at hjælpe dem, der har brug for hjælp. Det blev til en lille hjælpepakke, men der er brug for en overlevelsespakke, hvis fyringerne og jobtab skal stoppes.

Forlæng hjælpepakkerne

Pakken er vedtaget af regeringen, Venstre, De Radikale og De Konservative. Parterne har aftalt at mødes igen til september for at vurdere virkningen.

SF, Enhedslisten og Alternative forlod forhandlingerne onsdag aften, da de ikke mente, at aftalen var klimavenlig.

Den debat går formanden ikke ind i, hun hæfter sig ved, at grænseåbningen i Danmark kommer så sent, at det kan koste flere charterselskaber livet. Årsagen er, at de har deres største indtjening om sommeren:  

- Åbningen den 27. juni er vigtig, men den kan ikke redde de hundredetusindevis af annullerede rejser. Selskaber såsom Jet Time og Sunclass aner ikke, om de får noget ud af denne sommer, og når den er forbi, kan de vente et helt år på udsigten til egentlige indtægter.

LÆS OGSÅ: Flertal enige om hjælpepakke til luftfarten

Formanden foreslår derfor, at man forlænger de to store hjælpepakker. Det gælder lønkompensationsordningen og pakken, hvor virksomheder kan få dækket faste udgifter. De er sat til at udløbe d. 29. august.