De dele af det private arbejdsmarkeds, hvor der ikke er opnået en overenskomst inden tirsdag klokken 12, kan se frem til møder med forligsmanden for bordenden fra onsdag. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

OK20: Forligsmand giver parter indtil tirsdag

16. mar 2020, 16:45
Der mangler fortsat at lande en overenskomst for knap hver femte lønmodtager.

De dele af det private arbejdsmarked, der ikke har indgået en overenskomst for de næste år, har indtil tirsdag klokken 12. Herefter vil forligsmand Jan Reckendorff begynde at indkalde til forhandlinger hos ham.

Det oplyser Forligsinstitutionen mandag i en meddelelse.

- Jeg har i dag modtaget en ny status for forhandlingerne om fornyelse af overenskomsterne på det private arbejdsmarked, siger Jan Reckendorff i den meddelelse.

- Der er på nuværende tidspunkt indgået forlig på overenskomstområder, der omfatter flere end 81 procent af de involverede lønmodtagere.

Overenskomsterne skulle have været på plads 1. marts. De dele af arbejdsmarkedet, hvor der mangler - eksempelvis på byggeriets område - har fået udsat deadline to gange.

Men nu er tiden ved at løbe ud. Allerede i denne uge forventer Jan Reckendorff at begynde at forhandle om en "samlet mæglingsskitse". Det er forligsmandens forslag til en overenskomst mellem parterne.

Det vil blandt andet indeholde vilkår for overenskomster på de områder, der ikke selv har kunnet finde frem til en løsning.

Det kan blandt andet blive vilkår for de 80.000 lønmodtagere på byggeriets område, som mangler at komme i hus.

Forhandlingerne har blandt andet været sat på pause for at bidrage til at inddæmme spredningen af coronavirus.

På lønmodtagernes side har 3F Byggegruppen talt åbent om, at de ønsker at få hævet mindstelønnen på området.

Deres argument i 3F's eget fagblad har lydt, at mens danske bygningsarbejdere typisk får mere end mindstelønnen, så bliver udenlandske bygningsarbejdere for ofte aflønnet med mindsteløn.

Arbejdsgiverne i Dansk Byggeri har stået fast på, at de ikke ønsker at forhandle i pressen.

/ritzau/