Siden onsdag middag har parterne forhandlet. Torsdag morgen brød forhandlinger om overenskomst for ansatte på jernbanen sammen. (Arkivfoto) Foto: Dennis Lehmann/Ritzau Scanpix

Forhandlinger om overenskomst brudt sammen

5. mar, 11:05
Forligsmanden skal ind i forhandlinger om overenskomst på jernbanen efter sammenbrud i forhandlinger.

Tidligt torsdag morgen brød forhandlinger om en ny overenskomst på jernbaneområdet sammen.

Det oplyser Dansk Jernbaneforbund i en pressemeddelelse.

Forhandlingerne startede onsdag middag, og parterne forhandlede frem til lidt efter klokken fem torsdag morgen, hvor de blev enige om at være uenige.

Derfor er næste skridt, at Forligsinstitutionen, der mægler i konflikter på arbejdsmarkedet, skal ind i forhandlingerne. Det er Dansk Industri, som sidder på den anden side af bordet.

Det er overenskomst for 2000 lokomotivførere, togførere, stationsbetjente og metrostewarder hos DSB, Arriva, Metro Service og en række godsselskaber, som skal på plads.

For to uger siden faldt en ny overenskomst på transportområdet på plads, som blandt andet gælder lastbilchauffører, lagerarbejdere og havnearbejdere.

Det er den overenskomst, som danner rammen om forhandlingerne på jernbanen, uden at den kan overføres én til én til jernbanen.

På transportområdet blev det aftalt, at månedslønnen for en 37 timers arbejdsuge stiger mindst 1500 kroner over de næste tre år.

Dertil kommer 700 kroner om måneden via forhøjelsen fra fire til syv procent til hver enkelt ansattes særlige opsparing - også kendt som fritvalgskontoen.

Samlet set skal 600.000 ansatte på det private arbejdsmarked have nye overenskomster i foråret.

Ud over transport er der også faldet aftaler på plads i industrien og finanssektoren.

/ritzau/