Forhandlinger om mink trækker ud: V afviser regeringens udspil

15. nov 2020, 12:01
Regeringen må lægge flere penge til minkavlere på bordet, hvis den vil have Venstre med i en aftale.

I en mere end en uge har Folketingets partier forhandlet om kompensation til minkavlere, og flere dage er forhandlingerne trukket ud til sent på aftenen.

Men partierne er igen og igen gået fra hinanden uden at have lavet en aftale, og regeringen har de seneste dage forsøgt sig med bilaterale forhandlinger med enkelte partier.

Men Venstre afviser fortsat at gå med i en aftale. Der er simpelthen for få milliarder på bordet.

- Venstre er ikke klar til at lave en aftale på nuværende tidspunkt, fordi den pris regeringen vil betale for at udrydde dansk minkavl og dermed slette et helt erhverv, er alt for lav. Det kan vi ikke være med til, siger partiets finansordfører, Troels Lund Poulsen.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) har i et folketingssvar fra slutningen af oktober oplyst, at det vil koste staten mellem 2,3-2,8 milliarder kroner i erstatning til minkavlerne.

Det var altså inden beslutningen om at slå alle mink ned var taget.

I øjeblikket lyder det beløb, som er på bordet som erstatning til minkavlerne, på 3,8 milliarder, fortæller Troels Lund Poulsen.

Venstre forlanger dog, at regeringen skal give minkavlere og andre relevante dele af erhvervet fuld erstatning for et tocifret milliardbeløb.

- Vi mener, at man skal være villig til at betale en reel markedspris for at afvikle et erhverv, siger Troels Lund Poulsen, som siger, at regeringen og Venstre er meget langt fra hinanden.

- Vi bremser ikke, at der kan laves en aftale. Regeringen kan jo lave en aftale med sit parlamentariske grundlag. Vi er ikke støtteparti. Man kan jo ikke sige, at det er vores ansvar, siger V-ordføreren.

- Hvis regeringen vil have Venstre med i en aftale, så må regeringen komme med et bedre bud end det, der er lagt på bordet.

Selvom minkbranchens øjne hviler på regeringen og partierne i forhandlingerne om kompensation, mener De Radikales næstformand, Andreas Steenberg, at det er fornuftigt at bruge den tid, der skal til.

- Det er jo en meget specielt og ekstraordinær situation, at man lukker et helt erhverv. Vi synes, at det er en god ide at bruge tid på at tale sammen og ikke træffe hurtige beslutninger, siger han.

- Sagens kerne er, at der er forskellig opfattelse i branchen og i regeringen af, hvad det koster at lave fuld erstatning, og det er klogt at prøve at finde ud af, hvad fakta er.

Andreas Steenberg mener samtidig, at det vil være bedst at lave en bred aftale med både røde og blå partier.

- Det vil være godt, hvis Folketinget meget bredt kan blive enige om, hvordan man håndterer den her situation, siger han.

/ritzau/