Forhandlingerne om nye overenskomster på det private arbejdsmarked er i slutfasen. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Forhandlere nægter at møde op: 'Risikerer at blive hentet af politiet'

12. mar, 20:12
Det kan få store konsekvenser for tre fagforeningsfolk, hvis de ikke dukker op i Forligsinstitutionen, når de er indkaldt, forklarer arbejdsmarkedsforsker.

Når repræsentanter fra arbejdsgiver- og lønmodtagersiden mødes til overenskomstforhandlinger i Forligsinstitutionen bliver det uden tre fagforeningsfolk fra Aalborg. De nægter nemlig at møde op på grund af risikoen for at blive smittet med coronavirus.

Det bekræfter Allan Busk, afdelingsformand i 3F Aalborg, over for Ekstra Bladet.

LÆS OGSÅ: Overraskende udvikling: Forhandlingerne fortsætter

- De har sendt en mail til sekretæren og fortalt, at de ikke agter at møde op. De tør ikke sætte deres helbred på spil ved at tage fly og metro. De har børn, børnebørn og familie at tage hensyn til, og det har de gjort, siger han til avisen.

Forhandlingerne om nye overenskomster på det private arbejdsmarked er i slutfasen, men flere brancher blandt andet byggeriet er ikke på plads endnu. Forhandlingerne blev suspenderet onsdag aften, men torsdag meddelte Forligsinstitutionen, at forhandlingerne kører videre. Men det bliver altså uden de tre fagforeningsfolk fra Aalborg. En er sygemeldt med influenza, mens de to andre ikke er villige til at risikere at tage en tur til København.

Det er dog ikke op til dem selv at lave den vurdering, forklarer arbejdsmarkedsforsker fra Roskilde Universitet Bent Greve

- De er forpligtet til at møde op, når de bliver indkaldt. De kan ikke selv tage den vurdering, og de risikerer at blive hentet af politiet, siger han til Ekstra Bladet.

Det er ikke kun i Aalborg, at der er utilfredshed med Forligsmandens beslutning om at fortsætte forhandlingerne. Også tre 3F-lokalformænd fra Randers, København og TLB Århus er utilfredse.

I en mail til A4 Nu skriver de, at 'Forligsmanden spiller hasard med befolkningens sikkerhed og sundhed'.

'Det eneste rigtige vil derfor være at Folketinget griber ind og sætter forhandlingerne i bero de næste 1-2 måneder. Det vil give parterne en reel mulighed for at nå hinanden – og undgå at vi udløser en storkonflikt midt i et epidemiramt Danmark,' lyder det fra de tre lokalformænd.