Lisbeth_Riisager_februar_2021_1650_px

Forfatter: Hvorfor kan politikere ikke bevæges til handling af andres lidelse?

20. maj 2021, 11:51
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Mandag førstebehandlede Folketinget et beslutningsforslag fra Det Radikale Venstre om at inkorporere Handicapkonventionen i dansk lov. Regeringen og et flertal af Folketingets partier afviste af ville støtte forslaget, selvom de kom med vidtløftige tilkendegivelser af, at de støttede forslagets gode intentioner og ønskede at forbedre retssikkerheden for borgerne. Hvorfor kan de ikke bevæges til handling af de mange eksempler på andres lidelse, selv om de med mediernes mellemkomst næsten udspiller sig for øjnene af dem?

FOR IKKE LÆNGE SIDEN FØRSTEBEHANDLEDE FOLKETINGET et beslutningsforslag om at flytte handicapområdet væk fra kommunerne.

Den radikale socialordfører Kristian Hegaard påpegede dengang, at "kun handling (...) skaber forvandling" af den manglende retssikkerhed for målgruppen.

Men på trods af, at både regeringen og socialordførerne fra alle Folketingets partier til en vis grad indrømmede, at der er en grundtilstand af retsusikkerhed for mennesker med handicap på det specialiserede handicapområde, afviste socialminister Astrid Krag samt ordførerne fra de store borgmesterpartier Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative at ville støtte forslagets anvisninger til, hvordan man konkret kunne øge retssikkerheden for målgruppen.

Det skrev jeg om i et blogindlæg i A4 Arbejdsliv.

Mandag 17. maj var socialministeren og socialordførerne igen samlet i folketingssalen. Denne gang for at førstebehandle et beslutningsforslag fra Det Radikale Venstre om at inkorporere Handicapkonventionen i dansk lov. Og hjertelig tak til Kristian Hegaard for dette initiativ!

Jeg fulgte med i behandlingen via Folketingets web-tv.

FLERE MYNDIGHEDER VILLE EFTERLEVE HANDICAPKONVENTIONEN og mennesker med handicap have større chance for at få respekteret deres rettigheder efter konventionen, hvis Folketinget inkorporerede den direkte i den almindelige lovgivning.

Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om.

For mens Handicapkonventionen, som den er nu, tæller som retskilde på lige fod med dansk lovgivning, men kræver at myndighederne selv foretager en oversættelse af konventionens indhold til myndighedernes egne myndighedsområder, så betyder inkorporering af konventionen i den nationale lovgivning, at der formuleres direkte handicaplovgivning, og at borgerne vil kunne klage over manglende efterlevelse af konventionen til de danske domstole.

LÆS OGSÅ: Coronakrisen øger kløften mellem handicappede og arbejdsmarkedet: 'Vi er bekymrede'

Nu afdøde Holger Kallehauge, tidligere landsretsdommer og formand for den daværende Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede (PTU), var en af hovedkræfterne bag indførelsen af Handicapkonventionen i Danmark. Han var også et af medlemmerne i det inkorporeringsudvalg, som SRSF-regeringen havde nedsat i 2012 til at vurdere anbefalinger for og imod inkorporering af syv centrale menneskerettighedskonventioner i dansk lovgivning, herunder af Handicapkonventionen.

Han skrev et kapitel om grundbegrebet menneskelig værdighed i min (red.) bogantologi Et liv i andres hænder (udgivet maj 2014).

Her skrev han også, at der er en afstand mellem, at Folketinget på den ene side har ratificeret Handicapkonventionen og betragter den som en retskilde på lige fod med lovgivning, men at det på den anden side er tvivlsomt, om Danmark rent faktisk efterlever hele Handicapkonventionen over for alle mennesker med handicap. Hans eksempler var vedtagelsen af reformen af førtidspension og fleksjob i 2012 såvel som den kommunale forvaltningspraksis på social- og beskæftigelsespolitikkens område.

Han præciserede, at man i mange kommuner alene har opfattet konventionen som en hensigtserklæring. Derfor er borgerne dårligt stillet, når de skal kræve deres ret.

Hans anbefaling var derfor, at "Handicapkonventionen bør inkorporeres og gennemføres ved lov, selvom den allerede er en del af gældende lov. Inkorporering ved lov vil gøre reglerne mere synlige og mere anvendt. Det er derfor også det rette signal at sende til landets myndigheder og borgere."

Siden kom så Inkorporeringsudvalget i 2014 med sin betænkning om inkorporering af menneskerettighedskonventioner.

Konsekvensen af inkorporering af Handicapkonventionen, havde et flertal i udvalget (herunder Holger Kallehauge) dengang vurderet, ville blandt andet være en tydeliggørelse af eksisterende regler, som mennesker med handicap kunne påberåbe sig over for domstolene og andre retsanvendende myndigheder. Den ville øge borgernes retsstilling. Dette var så meget desto mere vigtigt, fordi mennesker med handicap er nogen af de dårligst stillede borgere, for så vidt angår beskyttelsen af deres menneskerettigheder.

Konsekvensen af en inkorporering, mente et mindretal af udvalget dengang, ville være, at domstolene ville få en større rolle end i dag, fordi vage og generelle formuleringer i konventionen ville medføre et behov for at fortolke konventionens indhold. Med andre ord ville en inkorporering i praksis flytte noget af den fordelingspolitiske kompetence fra Folketinget (lovgivende magt) til domstolene (dømmende magt). Det ville rokke ved det traditionelle magthierarki mellem Folketinget og domstolene, hvor domstolene betragtes som underordnede Folketinget.

Selvom et flertal i Inkorpereringsudvalget havde anbefalet regeringen at inkorpore Handicapkonventionen og fem andre menneskerettighedskonventioner, afviste SR-regeringen Helle Thorning-Schmidt i 2014 at følge flertallets anbefaling. Dengang var Mette Frederiksen (S) justitsminister.

DISSE FORSKELLLIGE KONSEKVENSER OG ARGUMENTER for og imod inkorporering refererede Kristian Hegaard i sin ordførertale, hvor han selv lænede sig op af Inkorporeringsudvalgets anbefalinger for inkorporering.

Han spurgte også socialministeren, om hun fortsat mener, at Danmark virkelig efterlever Handicapkonventionen, sådan som hun påstod på et samråd i Folketingets Socialudvalg 11. februar 2021.

Her havde hun sagt: "Jeg vil til enhver tid antage, at vi lever op til Handicapkonventionen og lever op til det ansvar."

LÆS OGSÅ: Borgerrådgiver: Velfærdssamfundets fundament slår revner

Socialministeren svarede ikke direkte på spørgsmålet, men sagde, at Danmark til enhver tid skal overholde sine internationale forpligtelser og har bundet sig dertil.

SF og Enhedslisten støttede forslaget. Tak til socialordfører Charlotte Broman Mølbæk fra SF og til beskæftigelsesordfører Jette Gottlieb fra Enhedslisten, der vikarierede for Jakob Sølvhøj.

Kristendemokraternes Jens Rohde var ikke tilstede ved behandlingen af beslutningsforslaget. Det skyldtes, at han var på sygehuset med et brækket håndled. Men han har i en e-mail til mig tirsdag tilkendegivet, at Kristendemokraterne "støtter naturligvis" forslaget.

Alternativets socialordfører Torsten Gejl var heller ikke mødt frem og har i skrivende stund endnu ikke svaret på en e-mail fra mig om, hvordan Alternativet stiller sig i forhold til beslutningsforslaget. Men jeg har hørt fra anden side, at også Alternativet støtter forslaget.

Det er godt.

LIGESOM SÅ MANGE ANDRE GANGE AFVISTE SOCIALMINISTER Astrid Krag sammen med ordførerne fra Socialdemokratiet (Camilla Fabricius), Venstre (Marie Bjerre) og Konservative (Britt Bager, der tidligere på foråret forlod Venstre) at støtte et beslutningsforslag, der anviser veje til at forbedre retssikkerheden i kommunerne og uden tvivl kunne have sikret mennesker med handicaps rettigheder bedre end i dag.

Socialministeren brugte noget af sin tale på at rose regeringen for, at der efter hendes opfattelse er sket mange fremskridt i forhold til Handicapkonventionen, blandt andet indførelse af forbud mod diskrimination. Hun roste sig også af, at, hun mente, regeringen tog de fire handicapprincipper om kompensation, ligebehandling, solidaritet og sektoransvar alvorligt.

Hun erkendte dog, at "vi er endnu ikke i mål," og at der er "for mange" borgere, der ikke får den nødvendige hjælp. For mange? Det er altså i orden for ministeren, at nogen ikke får den nødvendige hjælp, bare det ikke er for mange? Eller forstår hun bare ikke at bruge det danske sprog korrekt?

Det udtalte hovedargument for socialministeren og de tre store borgmesterpartier imod inkorporering var en bekymring om den nævnte fordelingspolitiske magtforskydning fra Folketinget til domstolene.

Også ordførerne fra Dansk Folkeparti (Karina Adsbøl) og Nye Borgerlige (Mette Thiesen) afviste at ville støtte beslutningsforslaget.

Deres mere eller mindre udtalte argument imod inkorporering af konventionen var partiernes traditionelle afstandtagen til menneskerettighedskonventioner og ønsker om forrang til national lovgivning over internationale konventioner.

Det fremstår også mere eller mindre klart, at begge disse partier er imod inkorporering, fordi det ville kunne give flygtninge, indvandrere og efterkommere fra blandt andet ikke-vestlige lande mere tydelige rettigheder på lige fod med etniske danskere. Og selvom de udtaler ønsker om forbedret retssikkerhed til etniske danskere med handicap, ønsker de tilsyneladende ikke det samme til den ikke-vestlige gruppe, selvom den måtte rumme mennesker med handicap med nøjagtig lige så store, indgribende funktionsnedsættelser og hjælpebehov som indfødte danskere med handicap.

Hvorfor kan de ikke bevæges til handling af de mange eksempler på andres lidelse, selv om de udspiller sig for øjnene af dem?

Liberal Alliances socialordfører Ole Birk Olesen var ligesom så ofte før heller ikke til stede ved denne vigtige forhandling. Jeg formoder dog, at han er imod beslutningsforslaget ligesom ovennævnte partier.

Heller ikke nogen af folketingsmedlemmerne uden for gruppe var mødt op. Hvad for eksempel Lars Løkke Rasmussen eller Inger Støjberg mener om beslutningsforslaget, vides ikke.

Socialministeren og de respektive ordførere for Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige sparede derimod ikke på vidtløftige, sympatiserende og rørende tilkendegivelser af, hvor meget de støttede de gode intentioner med forslaget.

Vejen til Helvede er sandelig brolagt med hykleri og gode intentioner. Hykleriet afslørede sig blandt andet i Astrid Krags urolige, gestikulerende fremtræden og ordflom.

DET ER NEDSLÅENDE, at der var så mange gode intentioner i folketingssalen, men så lidt vilje til, når det kommer til stykket, også at gøre det gode for mennesker med handicap og deres rettigheder og retssikkerhed.

Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan man kan afvise inkorporering af Handicapkonventionen, hvis man af hele sit hjerte ønsker, at mennesker med handicap skal få de rettigheder, som de allerede har, og som i forvejen er udtrykt ved og ratificeret i Handicapkonventionen.

Inkorporering ville jo være et konkret og meget velegnet redskab til at tydeliggøre og sikre borgernes rettigheder ifølge konventionen.

DERIMOD FORSTÅR JEG, AT NEJ-PARTIERNES ARGUMENT OM FORSKYDNING af den fordelingspolitiske kompetence fra Folketinget til domstolene kan udbredes eller oversættes til den betydning, at en inkorporering for eksempel ville koste kommunerne dyrt sammenlignet med deres udgifter til området i dag. For der er et ubeskrevet gap mellem retstilstanden under en konvention med og uden inkorporering.

Størrelsen af dette gap kender vi ikke, men de mange personlige beretninger og klagesager på området igennem årrække siden kommunalreformen giver indtryk af, at der er tale om klækkelige milliardbeløb i kommuners sociale bedrageri over for borgere.

Når KL så sent som mandag op til de årlige økonomiforhandlinger fra tirsdag mellem regeringen og kommunerne opfordrede regeringen til at give kommunerne 5,5 milliarder nye kroner over de næste tre år til forbedring af det specialiserede handicapområde, så er det en indrømmelse af, at økonomi har noget at betyde i kommunernes forvaltning af handicapområdet.

Fuld retssikkerhed til mennesker med handicap ville koste mere end de midler, kommunerne har til rådighed - selvom KL aldrig vil indrømme, at de ikke lever op til konventionen og sociallovgivningen.

KL's milliardkrav er dog tydeligvis også strategisk spin i forhold til den kritik af manglende retssikkerhed på handicapområdet, som vi i de seneste måneder har optrappet fra handicapbevægelsens side; en måde at fralægge sig alt ansvaret for manglende retssikkerhed på området og sige, at det alene er regeringens skyld, hvis kommunerne har forsømt noget eller kommer til at gøre det i fremtiden.

Efter min opfattelse handler det dog ikke alene om flere penge til området, men tydeliggør et behov for at få ændret ved topstyringen af kommunernes økonomi og de meget rigide regler, der styrer kommunerne til ofte at sætte kommunens økonomiske hensyn højere end borgerens behov for hjælp.

Budgetloven og økonomiske sanktioner for overskridelse af budgetter betyder for eksempel, at kommunerne nægtes adgang til store milliardbeløb, som de har brugt mindre end budgetterne. Siden 2011 har kommunerne samlet brugt 26,6 milliarder kroner mindre end budgetteret, og i 2020 har kommunernes serviceudgifter været 2,6 milliarder kroner mindre end budgetteret, skriver FOA.

Det er helt urimeligt, at kommunerne ikke bare kan overføre de ubrugte midler i forhold til budgetterne fra det ene år til det næste.

Men der er også tale om et dehumaniseret menneskesyn i mange af disse kommuner. Forråelsen af tilgangen til mennesker med handicap og deres rettigheder fremgår tydeligt af formand for KL's socialudvalg Ulrik Wilbeks udtrykte synspunkter i Politiken mandag:

“Men ifølge Kommunernes Landsforening (KL) handler faldet i antallet af hjælperordninger ikke om økonomi. Det er derimod i højere grad udtryk for, at nogle kommuner måske tidligere har været for rundhåndede med ordningen, lyder det. KL peger på, at lovgivningen på området skal ændres, hvis flere igen skal tilkendes hjælperordningen."

Så kan KL bestemme sig for, hvilken rolle økonomien har for dem i forvaltningen af Handicapkonventionen og sociallovgivningen?

JEG ER UENIG MED DE PARTIER i folketingssalen, der påstod, at det ville være nogenlunde udgiftsneutralt for staten og kommunerne at foretage en inkorporering.

Det koster naturligvis mere for den enkelte kommune at tilkende en borger den fornødne hjælp efter for eksempel serviceloven eller lovgivning om førtidspension, fleksjob, kontanthjælp og sygedagpenge inden for kort tid end i årevis at holde folk hen i uvished og forholde dem lovbestemte ydelser. Det koster kommunen mere, når den ikke kan lade en sag køre i årevis i Ankestyrelsen eller prøve den ved domstolene.

Men måske er det kun i første omgang, at det vil koste kommunen mere.

Hvis borgerne slipper for at skulle gennemgå de meningsløse, flere eller mange år lange sagsforløb og ventetid med uvished om fremtiden og kamp med afmagten på grund af manglende hjælp fra kommunen, så ville man sikkert undgå, at en del klienter ender med at få posttraumatisk stressyndrom og andre psykiske belastningslidelser.

Det ville, foruden tilfredse mennesker der mødte værdig behandling fra kommunens side, også spare andre dele af samfundet for store udgifter til for eksempel behandling af sygdom og til ydelser til mennesker med varigt nedsat arbejdsevne. Det er jo nogle af de meget tunge udgiftsposter i dansk økonomi.

HVIS KOMMUNERNE OG DANMARK ALLEREDE EFTERLEVEDE HANDICAPKONVENTIONEN, som Astrid Krag påstod i det tidligere nævnte samråd i februar, så var der vel ikke noget for et flertal af partier i Folketinget at frygte i forhold til øgede kommunale og statslige udgifter og dermed heller ikke nogen grund til at frygte at miste fordelingspolitisk magt.

Disse selvmodsigelser i socialministerens argumentation såvel som den manglende retssikkerhed på området, som allerede er afdækket så grundigt af så mange parter og så mange gange, afslører, at der i den grad er brug for en inkorporering af konventionen i dansk lov.

Jeg håber, at Kristian Hegaard fortsætter sit beundringsværdige arbejde for at højne retssikkerheden på handicapområdet. Og jeg håber, at socialministeren og alle socialordførerne ville begynde at sige ja til alle de initiativer, som kunne hjælpe denne retssikkerhed på vej.

For de har vel ikke stenhjerter?