Calus_Jensen_Mads_Andersen_og_Simon_T__gern_2
Claus Jensen (forbundsformand Dansk Metal), Mads Andersen (Gruppeformand 3F Industri) og Simon Tøgern (forbundssektorformand HK Privat)

Tre forbund:
EU's vaccinepas skal kick-starte dansk luftfart

19. mar. 2021 11.34
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning og ikke et udtryk for A4’s holdning.
Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til [email protected]

DANSK LUFTFART har været i kunstig koma siden nedlukningen af landet i foråret 2020. Selvom der stadig er nogle fly der letter, og nogle folk stadig er på arbejde, så er de danske lufthavne kun skygger af sig selv. Set i forhold til 2019, så faldt antallet af flypassagerer med 75 procent i 2020. Det er dybt alvorligt, da lufthavnene er også afgørende for danske arbejdspladser både i og omkring lufthavnene og for dansk erhvervsliv.

LÆS OGSÅ: Det værste år for dansk luftfart i 50 år

Derfor er det enormt vigtigt, at regeringen går forrest i EU for at sikre, at det danske vaccinepas bliver anerkendt i resten af Europa. Vaccinepasset vil ikke kunne redde hele den danske luftfart, men vil i den grad bidrage til at genopretningen ikke bliver lige så vanskelig.

For de ansatte i lufthavnen, ved rullebåndene, ved check-in, i kabinerne og mekanikerne i hangarerne er nedlukningen af Danmark og Europa katastrofal. For tusinder af lønmodtagere betyder den fortsatte nedlukning afskedigelser, arbejdsdeling og løntilskud. Og for Danmark og i særlig grad for København betyder nedlukningen tab af vigtig vækst til regionen. Vores nabolande, både nord og syd, står i en lidt anden situation.

LÆS OGSÅ: Jesper blev fyret fra lufthavnen: 'Jeg savner at have noget at stå op til'

I Sverige og Tyskland betyder en større andel indenrigsflyvninger, at deres sektor er i fortsatte og større omdrejninger end vores. Det giver dem et forspring i den europæiske og internationale konkurrence. De mest eksotiske flyvninger, vi kan tilbyde her i landet, er en tur til Aalborg eller en tur til Rønne.

DET ER DESVÆRRE IKKE nok til at opretholde dansk luftfart og Kastrups styrkeposition som international hub, og lufthavnens store udvidelsesprojekter er i fare. Det store antal af afskedigelser, hvor en stor del af medarbejderne havde mere end 20 års anciennitet, betyder tab af vigtig viden og kompetencer. Desuden risikerer vi med den lave aktivitet, at de store internationale flyselskaber flytter deres transferflyvninger til andre lufthavne i Nordeuropa, der har lettere ved at håndtere store mængder passagerer. Den planlagte udvidelse af Kastrup Lufthavn er afgørende for dansk vækst og danske arbejdspladser. Nedlukningen af dansk luftfart har bragt alt dette i fare.

LÆS OGSÅ: Serie: Kastrup i knæ

I fagbevægelsen opfordrer vi derfor regeringen til hurtigst muligt at genåbne det danske luftrum for blandt andet charterfly og den øvrige lufttransport. Her er et europæisk anerkendt vaccinepas, der gør det muligt for danskere at komme på ferie og ud og se verden, en helt afgørende faktor. Den danske regering skal derfor presse på for, at EU sikrer, at det danske vaccinepas snarest muligt anerkendes i Europa og på sigt anerkendes globalt. I mellemtiden må regeringen og Udenrigsministeriet i særlig grad kæmpe for at sikre, at det kommende danske vaccinepas anerkendes af vores største samhandelspartnere Storbritannien, Tyskland og vores nordiske naboer.

At få flyene på vingerne og gang i baggagebåndene igen er altafgørende for at sikre danske jobs og morgendagens vækst. Det arbejde kan kun gå for langsomt.