For nogle gymnasieelever er det måske lykken, at kunne få hue på uden eksaminer - for andre kan det være frustrerende. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Skole- og gymnasielærere: Drop eksamen til sommer

5. apr 2020, 13:59
Danmarks Lærerforening kom søndag formiddag med anbefalingen om, at eksaminerne skal aflyses i år for de ældste elever. Det skal også være gældende for gymnasieeleverne, mener Gymnasieskolernes Lærerforening (GL).

I dag kom det frem, at Danmarks Lærerforening (DLF) med formand Anders Bondo i spidsen ønsker, at 9. klassernes afgangsprøve aflyses:

- Vi har henvendt os til undervisningsministeren med vores anbefaling af, at afgangsprøverne bliver aflyst. I stedet bliver det årskaraktererne, der gælder, og hvis der er en elev, der måske ikke helt har de karakterer, der skal til for at blive optaget, så skal den elev selvfølgelig have lov at komme til prøve, siger DLF-formanden til Folkeskolen.dk.

LÆS OGSÅ: Venstre vil hjælpe kontanthjælpsmodtagerne: Suspender 225-timers reglen

Det samme ønske om at aflyse eksaminer har Gymnasieskolernes Lærerforening (GL):

- Det er en anbefaling, vi allerede for en uge siden fremlagde for Undervisningsministeriet. Beslutningen skal træffes snart, da vi skal have mulighed for at drøfte både på centralt og lokalt plan, hvordan gymnasieeleverne får det bedste bedømmelsesgrundlag uden en eksamen, og mulighed for at bruge tiden på undervisning frem for på eksamen og eksamensforberedelse, siger Tomas Kepler, formand for GL, til A4 Arbejdsliv.

Han mener, ligesom lærernes fagforening, at eleverne som udgangspunkt skal have deres årskarakter som gældende på eksamensbeviset. Men han tager også højde for, at der er gymnasiale uddannelser, som har særlige udfordringer, og elever, der præsterer anderledes til en eksamen, end de har gjort i løbet af året.

-  Det er derfor, vi ønsker en hurtig afklaring, som nødvendigvis må betyde en aflysning af eksaminer. Det er den mindst ringe løsning. Vi skal finde ud af, hvad der er forsvarligt og hvor meget, der skal have betydning for den endelige bedømmelse. For det er klart, at vi skal bedømme eleverne i et bredt perspektiv og ikke lade de seneste uger med fjernundervisning, eller de kommende med forventeligt fortsatte ekstraordinære vilkår, få for stor betydning.

Rammer de svage

Thomas Kepler mener, at jo længere der går, før Undervisningsministeriet har besluttet, hvad der skal ske, jo dårligere er eleverne stillet.

- Det her rammer alle elever, og ikke mindst de svageste elever. Det ser vi allerede nu. Det er dem, som har sværest ved at få udbytte af undervisningen, når forholdene ikke er optimale, og det vil også være dem, som rammes hårdest, hvis vi ser ind i en kaotisk eksamensperiode, hvor deres lærere eksempelvis kan være sygemeldte, og der i det hele taget forventeligt ikke kan gennemføres eksamensforberedelse og eksamen under normale vilkår.

- Alle elever er nu bedst tjent med, at vi bruger tiden på undervisning i stedet for eksamen, ikke mindst de særligt udsatte, siger formanden til A4 Arbejdsliv.

Han peger også på, hvilke problemer, der kan opstå for eleverne, hvis det besluttes, at gennemføre eksaminer nu, og der så efterfølgende kommer corona-udbrud på skoler.

LÆS OGSÅ: Forsker: Nedlukning giver ikke mening, virus er overalt

Undervisningsministeren, Pernille Rosenkrantz-Theil (S), arbejder på en beslutning. Det sagde hun på pressemøde sidste fredag:

- Regeringen vil indenfor overskuelig fremtid træffe en beslutning og melde den ud, så alle ved, hvad man har at forholde sig til.