Togpersonalet hos DSB må ikke bære mundbind. (Arkivfoto) Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Forbud mod mundbind hos DSB: Nu blander ministeren sig

5. maj, 14:14
Transportminister Benny Engelbrecht (S) har indkaldt Dansk Jernbaneforbund til møde, efter det er kommet frem, at personalet ikke må bære mundbind. Efterfølgende vil han drøfte sagen med DSB.

Opdateret kl 15:45.  A4 Arbejdsliv skrev, at ledelsen fra DSB skal til møde med transportministeren i morgen onsdag. Det skete på baggrund af følgende citat fra Transportministeriet:  "Transportminister Benny Engelbrecht (S) vil drøfte sagen med både DSB og Jernbaneforbundet på onsdag og ønsker ikke at udtale sig inden da". Det er kun Dansk Jernbaneforbund, der skal til møde onsdag. Derefter vil transportministeren drøfte sagen med DSB. 

I weekenden skrev A4 Arbejdsliv om Vagn Ruhoff Hansen, der ikke måtte bære mundbind på jobbet som togfører. Begrundelsen fra DSB's ledelse var, at de ønsker et ensartet udtryk blandt personalet, og at det kan bekymre passagererne, hvis nogle togførere bærer mundbind, mens andre ikke gør det.

LÆS OGSÅ: DSB afviser mundbind: Vi ønsker et ensartet udtryk

Nu er Dansk Jernbaneforbund blevet kaldt til møde af transportminister Benny Engelbrecht (S). Det bekræfter Dansk Jernbaneforbund. Mødet med Dansk Jernbaneforbund vil foregå onsdag klokken 11. Efterfølgende vil transportministeren drøfte sagen med DSB. 

Henrik Horup, der er formand for Dansk Jernbaneforbund, har skrevet om mødet på Facebook:

”En sådan sag burde aldrig nå ministerens bord. Medarbejdernes helbred, tryghed og sikkerhed burde vægte højere end "ensartet udtryk". Jeg det frem til denne drøftelse onsdag...”

Til A4 Arbejdsliv har formanden følgende kommentar: 

- Jeg forventer en drøftelse, hvor fornuften sejrer, og vi sammen finder en afklaring, hvor helbred, tryghed og sikkerhed er det primære fokus. 

Mikkel Channo Jessen, der er fællestillidsmand for togpersonalet i DSB, formand for togførerne og en del af Dansk Jernbaneforbunds bestyrelse, har talt med ledelsen, efter de er blevet kaldt til møde.  

Jeg er naturligvis spændt på, hvad der komme ud af mødet i morgen. Men jeg kan være en lille smule bekymret for, at man får, hvad man ønsker. 
Mikkel Channo Jessen, fællestillidsmand for togpersonalet i DSB,

- Som jeg har sagt tidligere, så er det jo få, der ønsker at bære mundbind, og derfor kunne jeg også ønske, at der var rum til det. Jeg har i går talt med ledelsen fra DSB, der mener, at de følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger. De har svært ved at se, hvad de ellers skal gøre. Anbefalingerne er dog en smule tvetydige, så jeg vil mene, at man i det her tilfælde burde lade tvivlen komme de bekymrede togførere til gode, siger fællestillidsmanden til A4 Arbejdsliv.

Han henviser til, at sundhedsmyndighederne ikke direkte anbefaler, at personale skal bære mundbind, hvis der er mindre end to meter mellem personale og kunder. Der står dog i Sundhedsstyrelsens anbefalinger vedrørende forebyggelse af smitte med covid-19 i arbejdsmæssig sammenhæng, at der ”kan anvendes ansigtsmaske”.

- Jeg er naturligvis spændt på, hvad der komme ud af mødet i morgen. Men jeg kan være en lille smule bekymret for, at man får, hvad man ønsker. I Tyskland eksempelvis, der skal kunderne bære mundbind, men til gengæld kører de med fuld belægning, hvor vi i Danmark kører med 50 procent. Jeg håber ikke, at det er det, der bliver udfaldet.

Niels-Otto Fisker, der er kommunikationschef hos DSB, skriver følgende i en sms:

- Vi har en løbende dialog med Transportministeriet om aktuelle emner. Der vil dette spørgsmål (omkring mundbind red.) helt naturligt indgå.  

LÆS OGSÅ: Togføreren Vagn må ikke bære mundbind for DSB: 'Jeg er meget utryg'

Transportministeriet oplyser til A4 Arbejdsliv, at Benny Engelbrecht (S) vil drøfte sagen med Jernbaneforbundet onsdag og efterfølgende med DSB. Han ikke ønsker at udtale sig inden da.