20210205-032251-6-1920x1280we
Borgerforslaget handler primært om at samle krisehjælp til sørgende, nybagte forældre hos sundhedsplejersker. (Arkivfoto) Foto: Luis Cortes/Reuters/Ritzau Scanpix

Forældrepar mistede lille datter:
Nu har de på rekordtid fået massiv opbakning til borgerforslag

17. feb. 2021 13.02
På rekordtid har et borgerforslag fra et københavnsk forældrepar i sorg, der følte sig efterladt af systemet efter datterens tragiske dø, nået den magiske grænse på 50.000 underskrifter.

Folketingets politikere kan nu tage stilling til, om hjælpen til forældre, der mister et spædbarn, skal samles hos sundhedsplejersker, som skal opkvalificeres til at kunne håndtere den opgave.

I efterdønningerne fra en traumatisk familietragedie oprettede det københavnske par Louise Holm Jacobsen og Daniel Hugo Sørensen i søndags et borgerforslag om dette via Folketingets hjemmeside.

På lidt over 48 timer har det forslag fået opbakning i form af underskrifter fra flere end de 50.000, der kræves for at komme på politikernes dagsorden. Det skriver TV 2 Lorry.

LÆS OGSÅ: Sønnens død fik Pernille til at kæmpe: Nu får alle forældre ret til sorgorlov

Parrets borgerforslag kommer, efter de i efteråret sidste år blev ramt af det værste, der kan overgå et nybagt forældrepar. Deres otte måneder gamle datter, Eira, døde i sin seng efter en tragisk ulykke.

Siden oplevede parret og i særlig grad Louise Holm Jacobsen, at systemet ikke tog sig af dem efter tabet af deres datter.

- Vi er stadig meget i chok over det. Der er så mange mennesker, der har valgt at skrive under og har haft deres NemID fremme. Det er helt vanvittigt. Det er vigtigt. Det er vi glade for, siger Louise Holm Jacobsen til TV 2 Lorry.

Borgerforslaget handler primært om at samle krisehjælp til sørgende, nybagte forældre hos sundhedsplejersker.

Det indeholder en række tiltag. Blandt andet efteruddannelse til sundhedsplejersker i praktisk og relevant hjælp til forældre i sorg og chok. Samtidig vil forslaget pålægge sundhedsplejersker at opsøge de sørgende forældre og hjælpe dem med en række opgaver som for eksempel kontakt til krisepsykolog.

Netop dette manglende Louise og Daniel, da de mistede deres datter.

- Det kan ikke være den sørgendes opgave at tage kontakt. Det er der nogen, der skal gøre for en, siger Louise Holm Jacobsen.

Hun håber, at forslaget nu kan få opbakning fra politiske partier, når sagen skal foreligges Folketingets medlemmer.

- Vi vil jo gerne gøre, hvad vi kan, for at følge forslaget helt til dørs, men vi er også i en sorgproces stadig, supplerer partneren Daniel Hugo Sørensen.

- Det er sådan en stærk sag, der handler om kærlighed til vores medmennesker, så jeg kan ikke forestille mig, der er nogen inde på Christiansborg, der ikke vil det, siger han.

Forslaget har indtil videre opbakning over 59.000 underskrivere. Det betyder, at borgerforslaget nu kan blive fremsat for Folketinget.

Siden ordningen med borgerforslag blev gjort til en mulighed i 2018, har flere sager fået nok underskrifter til at blive drøftet i Folketinget.

Det er dog kun lykkedes to af forslagene af få politisk opbakning og blive til lovgivning.

Første var borgerforslaget “Dansk klimalov nu”, der blev vedtaget i foråret 2020, og senere samme år fik forslaget om retten til seks måneders sorgorlov for forældre, der mister børn under 18 år også opbakning.

Selvom forslaget har rundet 50.000, kan man fortsat skrive under på det flere måneder endnu, indtil det fremsættes for politikerne.